familiens data

Johannes E holdt i 2007 en tale om svogrene og svogerforeningen. De allerførste ord mangler desværre..

… i deres beskrivelse af det erindrede, i fortiden. Og det er også denne fortid, den er også kommet frem på anden måde i de talere, der har været fremme. Og jeg har siddet og spekuleret på, svogrene.

Jeg er den eneste af svogrene, der er til stede, og det føler jeg som – det føler jeg meget, meget stærkt.

- Karen: Du skal lige sige, hvad foreningen hed.

Det kommer.

Svogrene er tit blevet kaldt for de tilløbne. Det vil sige, det er sådan nogen, der er kommet til. De er kommet til noget af det væsentlige. Og de væsentlige, det er så dem, vi har oplevet her.

Svogrene gjorde det, efter Ingers og mit bryllup, næsten på vores bryllupsdag, de stiftede en forening, li’som for at holde lidt sammen. Måske en slags forsvar. Eller en slags demonstration af, at vi også var noget.

Som vi kan konstatere i dag, er jeg den eneste til stede. Men jeg vil gerne alligevel gøre opmærksom på, at jeg er her til stede

-          Du er kun en småsvoger

-          Med pap-svalehaler

Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at svogrene, som jo absolut ikke var beslægtede på forhånd, som søstrene jo er, derfor var jo en meget splittet forsamling med mange forskellige temperamenter.

Det vil også sige, at blandt de talere, der er kommet frem, der synes jeg, at noget af svogrenes temperamenter også har vist sig.

Jeg vil sige, svogrene, det er jo – den første, det er Otto

-          flere: nej, det var Henning

Jamen var Otto ikke den første der blev gift?

-          flere: nej, nej

Henning. Han blev gift d. 18. februar 1944. Det husker jeg meget tydeligt. Er det ikke rigtigt?

Grethe: jo, det var den 18. februar

Det glemmer jeg aldrig

Grethe: vores fælles minde.

Ja. Det var meget dramatisk for mit vedkommende.

- vil du sige, hvorfor

Den dag hentede tyskerne mig, min far og min svoger.

Den anden, det er Otto, som jo nok var den ældst fødte, den tidligst fødte, og dermed også, kan man godt sige, den stærke sådan på mange måder, kropsligt, han var gammel militærmand, stor godsejer og alt det der, og så havde han et fabelagtigt humør og en stor ironi. Han kunne sable alle, især småsvogrene ned. Småsvogrene, det var Bent og mig.

Karen: nej, du glemmer Arne

Arne, han var mellemsvoger.

Arne, Arne, havde det problem at, når man er 5, så er der altid én, en eller anden i midten, ikke? –og det er ligesom de radikale, til den ene side og den anden – det var Arnes problem. Dermed var vi faktisk alle sammen gode venner med Arne, det er man også med de radikale.

Brynhild: altså, jeg vil sige, far har aldrig været radikal på den måde, eller..

Det siger jeg heller ikke

Brynhild:.. men på den anden side, så var han ret radikal,

 men ikke på den måde, men som, altså..

nej, slet ikke – men han havde det samme problem. At stå midt imellem de to halvdele. De to dele. Femtedel.

Og så efter, og så er der..

Hans: skal vi ikke lave en gruppediskussion om det?

Brynhild: jo, det synes jeg også..

Jeg synes, der er en masse afbrydelser.

-          småsnak –

-          Kristoffer: lad nu lige Johannes tale færdig!

-          Hans: nå, Ok

Mange tak.

Latter..

Brynhild: han bliver afbrudt helt...

Egil: man kan ikke være venlig i den her familie,

hvis man ikke bliver afbrudt, når man holder tale.

Henning, Otto, Arne og så kommer jeg, og så kommer Bent.

Karen: I havde svalehaler på.

Ja, ja. Vi holdt altså i vores forening, som hed de sex søstre

Karen: med x.

Med x. Og vi holdt vores møder i Fredericia, på hotel Landsoldaten.

Grethe: der er også noget med,

hvordan I bar jer ad med at komme frem og tilbage.

Ja, det er en meget stor og interessant historie, som, man kunne jo godt ønske sig at svogrene kunne have holdt en paralleltale, li’som vores svigerinder lige har gjort det, ikke sandt. Og så kunne de så fortælle om vores synspunkt på de der ting. Og jeg kan godt sige, at vi har haft utrolig mange vidunderlige sammenkomster på hotel Landsoldaten, hvor vi var os selv.

Og vi kunne hygge os selv, og Henning, han har skrevet et vidunderligt digt, som har til omkvæd: ”hil os sæl, sæl, os sæl, gid at det må gå os vel”.

Latter

Henning og Arne, de var poeterne, de var stærke i deres poesi. Otto, han var den på jorden stående, der nøgternt vurderede det hele, satte det i svinekødsnoteringer..

Høj latter

Og Bent og jeg, vi var så de små, der gik sådan lidt rundt omkring. Og vi var også fattige, i forhold til de andre, så når vi skulle til møderne i Fredericia..

Grethe: på tommelen.

.. så tog vi, hvad hedder sådan noget, på stop.

Flere: Stop, stop..

Hans: det kunne jeg godt tænke mig at se.

vi tog på stop.

Grethe: og så tog de andre over og kiggede..

Og det morsomme var, at engang da vi tog på stop og kørte fra København og så mod Fredericia, så kørte vi med en mand, han var absolut velbeslået, det kunne man se både på bil og hele hans fremtoning.

Og Bent sagde: ”vi skal for øvrigt til et interessant møde i Fredericia”. ”Nå” sagde han. Så kørte vi videre.

Så kommer Bent frem igen: ”ja, det er et møde, hvor nogle af, hvor svogre mødes, fordi de er involverede i en stor familie”. ”Nå” sagde han. Og så kørte vi.

Grethe: var det Hans Lawaetz?

Nej. Det var det ikke. Og det sjove ved det var, at da vi skulle hjem igen, så stod Bent og jeg, også med tommelfingeren lidt uden for Fredericia, der på vejen mod Lillebæltsbroen, og stod der, mens storsvogrene, de havde besluttet at de ville se, om det nu lykkedes os med stor succes at komme af sted på den måde her. Så de holdt omme bag ved en busk. Og hver gang vi stod sådan, og biler kørte forbi, så hørte vi 
ha ha ha ha! Og så stod vi der, små, magre og frysende og var fuldstændigt til grin!

Til sidst kom der endelig en bil, der tog os op, og så kørte vi. Og han var for øvrigt, kan jeg huske, han var, han havde et rederi, han var altså også en af de dér store pengebeslåede folk.

Og så sagde Bent: ”vi har for øvrigt været til en interessant fest i Fredericia”. Og så kom han ind på det der. Så sagde manden: ”det ved jeg godt” – ”nå!?” – ”jo, fordi jeg var sammen med en herre, som kørte Dem over den anden vej.

Megen latter

Så jeg vil nok sige, at med hensyn til transportproblemer, så havde Bent og jeg nok de største, de stærkeste oplevelser. Vi følte egentlig, at dér var de andre blevet lidt til grin.

Derudover, så, ja der ligger et stort materiale, jeg tror det er Ellen der har det..

Ellen: ja, jeg har det liggende

..der består af digte og skrifter og tegninger og store billeder og jeg ved ikke hvad, som stammer fra denne forening.

Det er lige blevet nævnt, jeg er nødt til, oven på de der søstre, også at fortælle, at de små svogre, de tilløbende, de altså også har præsteret lidt. Som er lykkedes i at I er her.

Karen: men de betalte ikke noget..

Else(?): Hvad siger du, Karen, betalte de ikke noget?

Karen: nej, ikke for den middag.

Megen mumlen og snakken..

Nej, det kan godt være, men det har aldrig interesseret os at betale ret meget for noget som helst.

Men altså, det jeg vil frem til, det er at nu har vi hyldet de sex søstre. Og jeg synes, at I har gjort det utroligt godt. Og man vil jo gerne ha’ at det på en måde bliver samlet og kommer alle til gode som er interesserede i det.

Karen: men det tror jeg ikke er nemt.

Men jeg vil også.. jeg føler mig meget, meget stærkt forpligtet til.. og jeg vil først have gjort det så sent, fordi jeg skal se, kommer der nu noget ud af det her.

Så også, at fremhæve svogrene. Og der er altså kun to tilbage, og her står kun én. Og det er derfor, jeg er på en måde sådan, blød i knæene. Og det bekræfter måske, sådan på mange måder disse Würtzenske søstres styrke.

De har jo, altså, i virkeligheden, synes jeg, fremstillet, meget smukt og på en måde også beskedent, deres ophav, deres historie, som I har fået, og deres forældre og bedsteforældre.

Og det kan godt give én anledning til at tænke over, hvor meget betyder egentlig fortiden for fremtiden? Og fremtiden, den sidder jo dernede, fortiden, den sidder her, og så er der i alt et eneste lille, tilløbent punkt, som – vi har trods alt, trods alt været med til at de er der!

Else: ja, ja, jo. Havde I ikke været der..

En del latter og snak.

På svogrenes vegne vil jeg sige, det er vidunderligt at se jer, og det er vidunderligt at opleve jer.

Og jeg synes, at det er.. I er alle sammen meget stærke personer, der kan det ene og det andet og som har følelse og intelligens og fornuft.

Selv sådan noget som det der, hvad hedder det, indendørs fodbold eller hvad pokker det hedder, så har jeg lige oplevet en meget skarp konkurrence mellem to hold dér, som repræsenterede vidt forskellige typer i denne forsamling. Resultatet blev næsten á15 – jeg ved ikke, hvor mange mål det er.

Og det får mig så til at sige at jeg har den.. jeg – nu skal jeg se, om jeg kan sige det, kan illustrere det, kan fortælle det.

Jeg skal så lige indskyde en parentes, der går fra 1911 til 1926 - 1937 eller 1936 og til i dag. 1936, der så jeg for første gang en repræsentant af den Würtzenske familie, en af de seks søstre, som er her til stede. 1936 –

Grethe: jeg har set dig før den tid

?? – det var Karen

Karen: ja, det var mig.

Det var Karen, der sidder der. Og der havde hun, som hun selv nævnte, en bule i panden og sådan nogle tænder (illustrerer friluftsgebis med fingrene). Jeg syntes, hun var utrolig smuk!

Latter..

Utrolig smuk! Jeg kan huske..

Karen: jeg vidste, jeg var så grim, så grim..

(vender sig mod Karen) du var utrolig smuk! Og du er i øvrigt smukkere nu end dengang. Men du gjorde dybt indtryk på mig. Det var ude i Hald præstegård, og jeg kan huske, det var snevinter og vi sloges i sne.

Karen: ja, det kan jeg også huske!

Kan du også huske det?

Karen: og du tørrede dit hoved i din mors gardiner, da vi kom ind!

Megen latter!

Så jeg har altså – jeg har altså det dér besynderlige egenskab i øjeblikket at være den eneste af svogrene der er til stede, den første af svogrene, der har stiftet bekendtskab med Würtzenfamilien.

Grethe: jamen, jeg kan huske dig før den tid.

Jeg kan huske, vi var derude i Hald præstegård,

der var sådan en hel masse små nogen..

Ja, der var 7 af dem.. Vi var 7 søskende hjemme, og de dér, de var faktisk også 7 selv.

Så Inger og jeg, vi har altså en kæmpe familie. Når vi inviterer den nærmeste familie, det gjorde vi for 25 år siden, der var det til jubilæet i Vangså, der inviterede vi over 100 af den nærmeste familiemedlemmer, og der kom 85.

Så det der fænomen, der hedder familie, som vi alle sammen på én eller anden måde er mer’ eller mindre

Grethe: der kan jeg huske, Elsebeth var også med

Elsebeth: nej..

Grethe: så har det været næste gang..

Det dér fænomen, som hedder familie, som vi alle sammen har en bid af, på en eller anden måde, og får mere af – I kommer jo også i vores alder og så videre, det er så efter min mening fabelagtig væsentligt.

Og jeg synes, det er helt himmelsk skønt, at stå her, som den første tilløbende, den endnu, som er her endnu, man ved jo ikke, hvor længe, at så se, det her smukke resultat.

Så jeg vil ønske, at vi alle sammen, li’som er blevet inspireret af situationen, af jer selv også, af vores alle sammens forskellighed, og i vores forskellighed og måske meget interessant, at konstatere, at det går tilbage til de dér figurer, til de dér billeder.

Det synes jeg er meget stærkt.

Og så vil jeg bare slutte med at sige, at, som gammel mand, at jeg har opdaget – og der er nogen, nu kan i godt stikke propper i ørerne – det er så den alder, der sidder heroppe (de ældste), ikke, så vil jeg sige til jer andre: I kan glæde jer, til I bliver over 60, fordi så bliver det interessant. Så bliver det virkelig interessant! Det bliver virkelig interessant.

Det er det mest spændende. Man har 3 faser i sit liv: hvis man tager dem bagfra, så starter sidste fase, når man bliver 80. Og den næstsidste fase, den starter når man bliver 60. Og den første fase, den starter, når man bliver født.

Men det sjove ved det er, og især ved den fase, der kommer efter 60, det er at da kan man gøre nogle tanker og observationer, som man ikke kan gøre før man bliver 60.

Og hvorfor kan man ikke det? Fordi man skal have levet et liv, der går på mange mærkelige måder, og illustreres ad mange mærkelige veje, som er betingelsen for, at man kan få/gøre en slags konklusion eller oversigt, der kan åbne for noget af det, der er det det allermest spændende.

Men det kan I så selv opdage, når I bliver over 60.

Altså,

Ulf: Men Johannes! Summa, summarum..

skal vi ikke skåle for kromosomet.

Jo, det kommer nu. Det kommer nu. Jeg vender tilbage til at.. nu her, på falderebet, jeg har prøvet på af bedste evne, at påstå at de tilløbne svogre, at de også har haft en vis betydning for jer.

Og derfor synes jeg, at vi skal skåle, for alle svogrene, Otto, Henning, Arne, Bent og Johannes.

Karen: og dig!

Jeg hedder Johannes. Jeg er mig. Lad os skåle for dem.

Ulf: Y-kromosomet længe leve!