Det var en god ide at få
fortalt lidt om vores forfædre. Måske interesserer det ikke alle. Men når
man bliver ældre, bliver man mere interesseret i, hvem de egentlig var,
de gamle og hvad de lavede.
Jo mere man hører om det, des mere nysgerrig bliver man. Og tænker:
Hvorfor spurgte jeg ikke om dette og hint, da der var tid til det?
Dette må blive nogle
små beskrivelser af Far, som jeg husker ham.
Min Far,
Frederik Emil W., ville i dag være 127 år gammel. Født i
1880, (barn nr. 4 ud af 5.)
Han var i mine øjne en flot mand. Jeg kan endnu se ham for mig, når han
skulle af sted til noget særligt, måske begravelse, med høj sort
silkehat og sort overfrakke.
Til daglig var han sandelig også anstændigt påklædt, ikke som folk i
dag med cowboybukser eller kedeldragt eller med huller på ærmerne og knæ
i bukserne. - ej heller som de i dag forfængelige modeherrer med
silkehabitter, glatragede, sminkede og parfumerede.
Nej,
Mor sørgede selvfølgelig for, at han havde rene skjorter og hvid
flip. Dertil skræddersyet jakkesæt med vest og guldur med kæde og et
vel barberet overskæg. Om eftermiddagen, og aldrig før, kunne man træffe
ham rygende på en dejligt duftende cigar.
Far
var en self-made mand. Han havde ikke fået meget hjemmefra af gods eller
guld. Hans Far, min Farfar, havde også selv måttet klare sig gennem tilværelsen
uden megen støtte.
Derfor synes jeg, at Farfar hører med i billedet af min Fars oprindelse.
Jeg har aldrig mødt Farfar, han døde i 1921. Min Farmor, Vilhelmine
Haraldine, døde allerede i 1901,og hende ved jeg slet ikke noget at fortælle
om .
Farfar, Frederik Wilhelm von W.,
kaldet Wilhelm. var
født 1838, i dag for 169 år siden. (som barn nr. 5 ud af 6.)
Da han var bare 6 år gammel, blev han
adskilt fra sin familie og sendt til Odense til sin farbror, Ritmester
Wilhelm Ferdinand von W. og hans barnløse kone Laura.
De havde bedre råd end hans egen Mor, der var blevet enke. Her
voksede han op.
Det må have været et lidt ensomt liv.. Ritmesteren var nok ikke meget
hjemme. Han var ellers en munter mand, som der gik mange soldaterhistorier
om, og han var en krigshelt i Treårskrigen 1848-50 pga. hans generobring
af to danske kanoner. Det er illustreret på en koloreret tegning, som vi
har hængende. Han fik sin afsked fra militæret 1852, da Wilhelm var 14
år, og han døde, da Wilhelm var 20.
Farfar Wilhelm har derfor måttet
klare sig selv, også uden at arve gods og guld, og samtidig helt adskilt
fra nær kontakt til sine søskende og sin moder. Hun døde da han var 27
år. 
Wilhelm tjente til
livets ophold ved at arbejde i landbruget, men det gav ikke så mange
penge, at han kunne købe en gård, hvad han gerne havde villet. Han havde
også dårligt råd til at gifte sig.
Som 23-årig kom han
til militæret og deltog i krigen 1864 som en aktiv og betroet adjudant.
At dømme efter hans omhyggelige dagbog fra krigen, skrevet med gotisk
skrift, som blev tydet, afskrevet og udgivet af Gerda, har det været en
meget barsk oplevelse, som han gennemførte uden at beklage sig. Det var
hans skæbne. I Januars sne
og frost, til hest eller til fods, måtte de danske soldater handle efter
overkommandoens ordre, på
alle tider af døgnet, med eller uden mad og drikke. Den danske hær måtte
trække sig tilbage på forsmædeligste måde langt op forbi Haderslev,
Kolding, Vejle, Horsens, Skanderborg, derefter sejle tilbage over Nyborg
og Svendborg til Sønderborg. Det var en håbløs og primitiv kamp, der
varede næsten et helt år.
Alligevel
må det have været Wilhelms livs
store drama , vil jeg tro. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog for
sin indsats i træfningen ved
Dybbøl 17. marts 1864.
Jeg tror, at han efter
sin opvækst - uden søskende - hos en måske lidt stillestående tante,
og efter de skrub, tilværelsen har givet ham, er blevet et menneske, der
ikke gjorde meget stads af sig selv, ikke sagde mere end nødvendigt, men
gjorde sig nyttig på en troværdig måde.
Han
har sikkert været en pligtopfyldende familiefar, da han siden hen endte
som stationsforvalter på Ulstrup station, men uden for mange ord og uden
at overøse sine børn med bekymringer for deres fremtidige karriere. Som
en naturlig pligt forsørgede han en af sine ugifte søstre, så længe
hun levede, ved at lade hende bo hos sig. Han har heller ikke overøst
sine børn med kærtegn og følsomme ord. Det lå ikke i tiden. Alligevel
har de holdt af hinanden, er jeg overbevist om.
Far har efter mit gæt
arvet lidt af sin Fars væsen. Far havde ikke følelserne udenpå, men vi
var ikke i tvivl om hans ægthed og kærlighed. Han var alligevel fuld af
lune og godt humør.
Far var heller ikke noget snakketøj eller en vidtløftig pralhans, ikke
teoretisk filosoferende, men konkret tænkende.
Man overdrev ikke sentimentaliteten, og for ikke hinanden om halsen
dengang, som man gør nu.
Jeg har et postkort liggende fra 1923, hvor Far var i Eisenach.
Han skrev: ” Kære lille Mor. Jeg sidder i Luthers Hus som ikke
er sprængt i luften og drikker et glas øl. Skal videre til München og
Frankfurt. Har spist middag med suppe, fisk, dyresteg, dessert, en flaske
risvin, alt for 20.000 mark, = 2kr.25 øre.” Kortet slutter med
”Venlig Hilsen Fr.”
Et andet slutter Venlig Hilsen F.W.
Set med nutidens øjne
var vi søskende nok ret gammeldags opdraget. Jeg har aldrig sagt DU til
Far og Mor.
Far kunne heller ikke vænne sig til at sige DU til nye voksne mennesker,
f.eks. til tante Käthe.
Den opdragelse blev demonstreret dengang på Mols, hvor Far glemte at tage
badedragten med fra stranden op til sommerhuset, og hvor jeg råbte efter
ham , meget logisk:” Far – sin badedragt!” Hvordan skulle jeg ellers
have udtrykt mig?
Onkel Rasmus´ julekort indeholdt også ”glædelig Jul til Eder alle.”
Det var da et smukt udtryk.
Fars skolegang bestod -
efter lidt privatundervisning i hjemmet i Ulstrup - af et par år i Viborg
Katedralskole, hvortil han kom med toget fra Ulstrup. Han fortalte gerne,
at en gang hvor han havde lavet ballade ved konfirmandundervisningen sagde
præsten at hvis han ikke kunne tie stille, ville han slet ikke konfirmere
ham, hvorefter læreren i en klassetime truede ham med, at ”hvis du ikke
makker ret, så skal jeg konfirmere dig!” Han var åbenbart ikke den
stille elev.
Men han måtte selv
finde ud af at få en uddannelse efterhånden. Han kom i købmandslære og
gik på handelsskole og fik
fin karakter, var kommis i Nykøbing Falster en tid, ansat i Århus i
nogle år og samtidig ivrig roer og formand for roklubben.
- Den rækkefølge er jeg ikke ekspert i.
Det var jern- og stål virksomheder, der interesserede ham. 
I 1907 blev han ansat hos
S.C.Sørensen i Randers, der var startet som en lille jernhandler, men
siden blev en meget stor virksomhed, som for få år siden er gået
nedenom igen.
Her mødte han Mor, Anna Simone Marcussen, som var ansat . De blev
forlovet - og gift 1914. Efter at have haft
forskellige ansættelser i jern-branchen, som jeg ikke kan redegøre for,
og have boet bl.a.i Vejle, boede de igen i Randers i villaen Fagerbo på
Østervangsvej.
Da Gerda og jeg blev 3 år, var vi netop flyttet derfra og til fabrikken
Danar. Det er noget af det første jeg kan huske.
Det var modigt af Far at starte stålpladeradiator-fabrikken Danar 1928.
Han have ingen formue og måtte låne pengene. Men han sled i det, rejste
rundt med sit produkt, og det kom godt i gang efterhånden. Han udvidede,
og kom til at beskæftige 200-300 mand. Han var god til at organisere og
have gode medarbejdere.
Far arbejdede på kontoret og
holdt øje med produktionen på fabrikken. Han rejste meget både til København
og til udlandet, mest til Tyskland. Sprog havde han ikke lært, men tysk
kunne han åbenbart alligevel klare uden problemer. I København boede han
fint - på Palace Hotel, selvom det var hårde tider økonomisk.
Vort miljø som familie fik sin specielle karakter af fabriksarkitekturen
og fabrikkens funktioner. En
larmende verden med en masse mennesker inde i bygningerne. Når fløjten lød
til fyraften – gik en strøm af arbejderne gennem gården. Der var altid
trafik ud og ind.
Det var spændende – men lidt farligt – at følge med Far ind på
fabrikken, gennem en øredøvende larm, for at snakke med værkføreren på
hans kontor i midten. Man kunne først høre hinanden igen, når døren
blev lukket. Ikke noget med høreværn
eller mange sikkerhedsforanstaltninger.
Fabrikkens lastbiler kørte i rutefart til havnen med færdige radiatorer.
Vi boede ovenover kontorerne, på 1. og 2. sal. Ikke nogen luxusbolig, men
rummelig og robust. Mor holdt meget af at bo her, og af den høje, lyse
beliggenhed.
Fabrikken blev solgt i 1937. Den vigtigste årsag var, at Carl var død,
22 år gammel.
Men Far var opfindsom
og iderig og fandt andre emner at producere og sælge.
Far måtte arbejde meget, men det passede ham. Hanne, som arbejdede i
firmaet en del år, beundrede hans effektivitet og beslutningsevner. Han
holdt derfor tit sen fyraften, hvad enten det nu var kontorarbejde eller møder,
der trak ud.
Men selvfølgelig ventede hele familien med at spise aftensmad, til han
kom, sommetider med flere timers forsinkelse. Der
var ingen tvivl i Moders sind derom – og vi andre sultne tænkte
heller ikke på at begynde uden ham.
Hjemme slappede han af og var ikke stresset. Han ville have 8 timers søvn,
hvad enten han kom sent eller tidligt i seng. Han havde et sundt gemyt,
styr på sig selv. Jeg kan ikke mindes at have set ham hidsig eller
hysterisk.
Han var heldig, at han havde sådan
en god kone, Anna Simone. Mor var den dygtigste husmor, jeg har kendt.
Huset, Far og familien – det
var Mors område, og det blev bestyret på bedste måde, som mine søstre
vil fortælle om.
Men Far rørte ikke en finger derhjemme. Naturligvis. Der var
arbejdsdeling. Det var Mors domæne.
Han var god til at organisere praktiske hjælpemidler i huset. Under
Krigen, hvor der var mangel på el og gas og alting, havde vi både el og
gas og en grude-ovn til en slags tørvestrøelse til madlavning. Men det
var Mor, der lavede maden, ikke os døtre. Mor pakkede også Fars kuffert,
når han skulle rejse.
Far
har altid haft bil – længe før bil var hvermandseje – sommetider to
biler på én gang. Jeg kan huske, at vi har været på skovtur med to
biler, den ene en høj gammel Ford
– jeg ved godt, I vil sige, det
var en chevrolet - , som Carl kørte, - jeg kalder det nu en Høj
Gammel Ford.
Når
vi skulle på sommerferie til Mols eller Fjellerup, fik vi hele bagagelæsset
transporteret på en af fabrikkens lastbiler, på det åbne lad.
Det
forekommer mig, at vi selv har siddet på det åbne lad og kørt derud –
passer det? –nej, svares der – det synes jeg nu altså.
Han kørte godt og stærkt.
Fra Randers til Århus ad en brolagt landevej, med 90 graders sving
igennem Spørring, og andre nu glemte omveje, gik det rask, når han
skulle nå Kalundborgfærgen.
Han var også glad for at køre os smukke ture i landskabet når som
helst, gerne omkring hans barndoms land, Nørre Å-dalen, Sønder Vinge,
Ulstrup.
I 1939, lige før
Finlandskrigen brød ud, foretog han sammen med Mor og de tre ældste søstre
en vældig biltur i Finland, som vi hørte mange spændende historier fra
bagefter.
Bilen kom til at stå klodset op en del af krigens 5 år. I maj 1945 lånte
Far den til modstandsbevægelsens raske gutter, der nød den dejlige bil
en tid.
Han var myndig og
energisk på en behersket måde, en handlingens mand. Udadtil var han en
agtet borger og forretningsmand i Randers by med adskillige betroede
tillidsposter, medlem af byråd i flere omgange, menighedsråd og
adskillige bestyrelser, igangsætter af initiativer til gavn for
lokalsamfundet. Han startede pengeindsamling til opførelse af Sct.
Clemens Kirke, som Johannes og jeg kom til at opføre 1963, 13 år efter
hans død i 1950.
Inger
Exner
|