familiens data

 Min  far  Frederik  Emil W.

 Af Inger Exner
oktober 2007

Det var en god ide at få fortalt lidt om vores forfædre. Måske interesserer det ikke alle. Men når man bliver ældre, bliver man mere interesseret i, hvem de egentlig var, de gamle og hvad de lavede.
Jo mere man hører om det, des mere nysgerrig bliver man. Og tænker: Hvorfor spurgte jeg ikke om dette og hint, da der var tid til det?                                      

Dette må blive nogle små beskrivelser af Far, som jeg husker ham. 

Min Far,  Frederik Emil W., ville i dag være 127 år gammel. Født i 1880, (barn nr. 4 ud af 5.)
Han var i mine øjne en flot mand. Jeg kan endnu se ham for mig, når han skulle af sted til noget særligt, måske begravelse, med høj sort silkehat og sort overfrakke.
Til daglig var han sandelig også anstændigt påklædt, ikke som folk i dag med cowboybukser eller kedeldragt eller med huller på ærmerne og knæ i bukserne. - ej heller som de i dag forfængelige modeherrer med silkehabitter, glatragede, sminkede og parfumerede. 

Nej,  Mor sørgede selvfølgelig for, at han havde rene skjorter og hvid flip. Dertil skræddersyet jakkesæt med vest og guldur med kæde og et vel barberet overskæg. Om eftermiddagen, og aldrig før, kunne man træffe ham rygende på en dejligt duftende cigar.

 Far var en self-made mand. Han havde ikke fået meget hjemmefra af gods eller guld. Hans Far, min Farfar, havde også selv måttet klare sig gennem tilværelsen uden megen støtte.
Derfor synes jeg, at Farfar hører med i billedet af min Fars oprindelse. Jeg har aldrig mødt Farfar, han døde i 1921. Min Farmor, Vilhelmine Haraldine, døde allerede i 1901,og hende ved jeg slet ikke noget at fortælle om . 

Farfar,  Frederik Wilhelm von W.,  kaldet Wilhelm. var født 1838, i dag for 169 år siden. (som barn nr. 5 ud af 6.) 
Da han var bare 6 år gammel, blev han adskilt fra sin familie og sendt til Odense til sin farbror, Ritmester  Wilhelm Ferdinand von W. og hans barnløse kone Laura.  De havde bedre råd end hans egen Mor, der var blevet enke. Her voksede han op.
Det må have været et lidt ensomt liv.. Ritmesteren var nok ikke meget hjemme. Han var ellers en munter mand, som der gik mange soldaterhistorier om, og han var en krigshelt i Treårskrigen 1848-50 pga. hans generobring af to danske kanoner. Det er illustreret på en koloreret tegning, som vi har hængende. Han fik sin afsked fra militæret 1852, da Wilhelm var 14 år, og han døde, da Wilhelm var 20.
Farfar Wilhelm har derfor måttet klare sig selv, også uden at arve gods og guld, og samtidig helt adskilt fra nær kontakt til sine søskende og sin moder. Hun døde da han var 27 år. 

Wilhelm tjente til livets ophold ved at arbejde i landbruget, men det gav ikke så mange penge, at han kunne købe en gård, hvad han gerne havde villet. Han havde også dårligt råd til at gifte sig. 

Som 23-årig kom han til militæret og deltog i krigen 1864 som en aktiv og betroet adjudant. At dømme efter hans omhyggelige dagbog fra krigen, skrevet med gotisk skrift, som blev tydet, afskrevet og udgivet af Gerda, har det været en meget barsk oplevelse, som han gennemførte uden at beklage sig. Det var hans skæbne. I  Januars sne og frost, til hest eller til fods, måtte de danske soldater handle efter overkommandoens ordre,  på alle tider af døgnet, med eller uden mad og drikke. Den danske hær måtte trække sig tilbage på forsmædeligste måde langt op forbi Haderslev, Kolding, Vejle, Horsens, Skanderborg, derefter sejle tilbage over Nyborg og Svendborg til Sønderborg. Det var en håbløs og primitiv kamp, der varede næsten et helt år.
Alligevel må det have været Wilhelms  livs store drama , vil jeg tro. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin indsats i  træfningen ved Dybbøl 17. marts 1864. 

Jeg tror, at han efter sin opvækst - uden søskende - hos en måske lidt stillestående tante, og efter de skrub, tilværelsen har givet ham, er blevet et menneske, der ikke gjorde meget stads af sig selv, ikke sagde mere end nødvendigt, men gjorde sig nyttig på en troværdig måde.
 Han har sikkert været en pligtopfyldende familiefar, da han siden hen endte som stationsforvalter på Ulstrup station, men uden for mange ord og uden at overøse sine børn med bekymringer for deres fremtidige karriere. Som en naturlig pligt forsørgede han en af sine ugifte søstre, så længe hun levede, ved at lade hende bo hos sig. Han har heller ikke overøst sine børn med kærtegn og følsomme ord. Det lå ikke i tiden. Alligevel har de holdt af hinanden, er jeg overbevist om. 

Far har efter mit gæt arvet lidt af sin Fars væsen. Far havde ikke følelserne udenpå, men vi var ikke i tvivl om hans ægthed og kærlighed. Han var alligevel fuld af lune og godt humør.
Far var heller ikke noget snakketøj eller en vidtløftig pralhans, ikke teoretisk filosoferende, men konkret tænkende.
Man overdrev ikke sentimentaliteten, og for ikke hinanden om halsen dengang, som man gør nu.
Jeg har et postkort liggende fra 1923, hvor Far var i Eisenach.  Han skrev: ” Kære lille Mor. Jeg sidder i Luthers Hus som ikke er sprængt i luften og drikker et glas øl. Skal videre til München og Frankfurt. Har spist middag med suppe, fisk, dyresteg, dessert, en flaske risvin, alt for 20.000 mark, = 2kr.25 øre.” Kortet slutter med ”Venlig Hilsen Fr.”       Et andet slutter Venlig Hilsen F.W. 

Set med nutidens øjne var vi søskende nok ret gammeldags opdraget. Jeg har aldrig sagt DU til Far og Mor.
Far kunne heller ikke vænne sig til at sige DU til nye voksne mennesker, f.eks. til tante Käthe.
Den opdragelse blev demonstreret dengang på Mols, hvor Far glemte at tage badedragten med fra stranden op til sommerhuset, og hvor jeg råbte efter ham , meget logisk:” Far – sin badedragt!” Hvordan skulle jeg ellers have udtrykt mig?
Onkel Rasmus´ julekort indeholdt også ”glædelig Jul til Eder alle.” Det var da et smukt udtryk. 

Fars skolegang bestod - efter lidt privatundervisning i hjemmet i Ulstrup - af et par år i Viborg Katedralskole, hvortil han kom med toget fra Ulstrup. Han fortalte gerne, at en gang hvor han havde lavet ballade ved konfirmandundervisningen sagde præsten at hvis han ikke kunne tie stille, ville han slet ikke konfirmere ham, hvorefter læreren i en klassetime truede ham med, at ”hvis du ikke makker ret, så skal jeg konfirmere dig!” Han var åbenbart ikke den stille elev. 

Men han måtte selv finde ud af at få en uddannelse efterhånden. Han kom i købmandslære og gik på  handelsskole og fik fin karakter, var kommis i Nykøbing Falster en tid, ansat i Århus i nogle år og samtidig ivrig roer og formand for roklubben.  - Den rækkefølge er jeg ikke ekspert i.  Det var jern- og stål virksomheder, der interesserede ham. 

I 1907 blev han ansat hos S.C.Sørensen i Randers, der var startet som en lille jernhandler, men siden blev en meget stor virksomhed, som for få år siden er gået nedenom igen.

Her mødte han Mor, Anna Simone Marcussen, som var ansat . De blev forlovet - og gift 1914. Efter at have haft forskellige ansættelser i jern-branchen, som jeg ikke kan redegøre for, og have boet bl.a.i Vejle, boede de igen i Randers i villaen Fagerbo på Østervangsvej.

Da Gerda og jeg blev 3 år, var vi netop flyttet derfra og til fabrikken Danar. Det er noget af det første jeg kan huske.
Det var modigt af Far at starte stålpladeradiator-fabrikken Danar 1928. Han have ingen formue og måtte låne pengene. Men han sled i det, rejste rundt med sit produkt, og det kom godt i gang efterhånden. Han udvidede, og kom til at beskæftige 200-300 mand. Han var god til at organisere og have gode medarbejdere. 
Far arbejdede på kontoret og holdt øje med produktionen på fabrikken. Han rejste meget både til København og til udlandet, mest til Tyskland. Sprog havde han ikke lært, men tysk kunne han åbenbart alligevel klare uden problemer. I København boede han fint - på Palace Hotel, selvom det var hårde tider økonomisk.
Vort miljø som familie fik sin specielle karakter af fabriksarkitekturen og  fabrikkens funktioner. En larmende verden med en masse mennesker inde i bygningerne. Når fløjten lød til fyraften – gik en strøm af arbejderne gennem gården. Der var altid trafik ud og ind.
Det var spændende – men lidt farligt – at følge med Far ind på fabrikken, gennem en øredøvende larm, for at snakke med værkføreren på hans kontor i midten. Man kunne først høre hinanden igen, når døren blev lukket.  Ikke noget med høreværn eller mange sikkerhedsforanstaltninger.
Fabrikkens lastbiler kørte i rutefart til havnen med færdige radiatorer.
Vi boede ovenover kontorerne, på 1. og 2. sal. Ikke nogen luxusbolig, men rummelig og robust. Mor holdt meget af at bo her, og af den høje, lyse beliggenhed.
Fabrikken blev solgt i 1937. Den vigtigste årsag var, at Carl var død, 22 år gammel. 

Men Far var opfindsom og iderig og fandt andre emner at producere og sælge.
Far måtte arbejde meget, men det passede ham. Hanne, som arbejdede i firmaet en del år, beundrede hans effektivitet og beslutningsevner. Han holdt derfor tit sen fyraften, hvad enten det nu var kontorarbejde eller møder, der trak ud.
Men selvfølgelig ventede hele familien med at spise aftensmad, til han kom, sommetider med flere timers forsinkelse. Der  var ingen tvivl i Moders sind derom – og vi andre sultne tænkte heller ikke på at begynde uden ham.
Hjemme slappede han af og var ikke stresset. Han ville have 8 timers søvn, hvad enten han kom sent eller tidligt i seng. Han havde et sundt gemyt, styr på sig selv. Jeg kan ikke mindes at have set ham hidsig eller hysterisk.    
Han var heldig, at han havde sådan en god kone, Anna Simone. Mor var den dygtigste husmor, jeg har kendt. 
Huset, Far og familien – det var Mors område, og det blev bestyret på bedste måde, som mine søstre vil fortælle om.
Men Far rørte ikke en finger derhjemme. Naturligvis. Der var arbejdsdeling. Det var Mors domæne.
Han var god til at organisere praktiske hjælpemidler i huset. Under Krigen, hvor der var mangel på el og gas og alting, havde vi både el og gas og en grude-ovn til en slags tørvestrøelse til madlavning. Men det var Mor, der lavede maden, ikke os døtre. Mor pakkede også Fars kuffert, når han skulle rejse.                                               

Far har altid haft bil – længe før bil var hvermandseje – sommetider to biler på én gang. Jeg kan huske, at vi har været på skovtur med to biler, den ene en høj gammel Ford 
– jeg ved godt, I vil sige, det var en chevrolet - , som Carl kørte, - jeg kalder det nu en Høj Gammel Ford. 

Når vi skulle på sommerferie til Mols eller Fjellerup, fik vi hele bagagelæsset transporteret på en af fabrikkens lastbiler, på det åbne lad. 
Det forekommer mig, at vi selv har siddet på det åbne lad og kørt derud – passer det? –nej, svares der – det synes jeg nu altså.

Han kørte godt og stærkt. Fra Randers til Århus ad en brolagt landevej, med 90 graders sving igennem Spørring, og andre nu glemte omveje, gik det rask, når han skulle nå Kalundborgfærgen. Han var også glad for at køre os smukke ture i landskabet når som helst, gerne omkring hans barndoms land, Nørre Å-dalen, Sønder Vinge, Ulstrup. 

I 1939, lige før Finlandskrigen brød ud, foretog han sammen med Mor og de tre ældste søstre en vældig biltur i Finland, som vi hørte mange spændende historier fra bagefter.
Bilen kom til at stå klodset op en del af krigens 5 år. I maj 1945 lånte Far den til modstandsbevægelsens raske gutter, der nød den dejlige bil en tid. 

Han var myndig og energisk på en behersket måde, en handlingens mand. Udadtil var han en agtet borger og forretningsmand i Randers by med adskillige betroede tillidsposter, medlem af byråd i flere omgange, menighedsråd og adskillige bestyrelser, igangsætter af initiativer til gavn for lokalsamfundet. Han startede pengeindsamling til opførelse af Sct. Clemens Kirke, som Johannes og jeg kom til at opføre 1963, 13 år efter hans død i 1950.