familiens data

… altså, jeg vil da næsten foreslå, at vi nøjes med Ingers, det var jo så godt og så fremragende, og klokken bliver så mange

protester!
Egil: dit forslag er bortdømt!

Nå, men jeg skal nok afkorte det, i hvert fald.

protester!

Jeg har fået det oplæg, at jeg måtte sige, hvad jeg ville, og Inger er absolut gået langt tilbage i slægten, så det vil jeg ikke gøre. Og jeg vil kun holde mig til Mor, nu har vi jo fået så meget om far.

Om Mors slægt, så langt tilbage, det ved jeg ikke så forfærdelig meget om, det er Grethe ellers ekspert i.

Men Mors Mor, som vi kaldte bedstemor, har jeg kendt. Det var en statelig, men ret fåmælt dame.

Min Mor var ældste barn af syv børn, og havde et meget nært forhold til sin Mor, og efter hvad mostrene har fortalt, så havde Anna (Simone), som min Mor hed, meget at skulle have sagt i den familie. Hun var også den, der fik det mest spændende liv, det lykkeligste liv, sådan set, af søstrene, i hvert fald. De andre var dels syge, dels fik de ingen børn.

Det var, hvad jeg ville sige om bedstemor. Hun døde allerede i 1935.

Min bedstefar var en meget elskelig mand og meget sød og stilfærdig. Bedstemor havde en viktualieforretning i mange år, og bedstefar handlede med ejendomme. Da der så kom rationeringsmærker, holdt de op, og så ved jeg ikke, hvad de så levede af?

Grethe: Af aldersrente

Af aldersrente – naah, ja, men det var jo en anden tid, så man behøvede jo heller ikke at tjene så meget. 

Min Mor var meget intelligent og dygtig.

Hun var kommet ud at hjælpe, allerede da hun var 14 år, der havde hun en plads hun gjorde rent hos en lærerinde, har hun fortalt mig.

Hun var meget flittig i skolen, og hun kom på et kontor, og var en meget dygtig kontordame, havde en meget fin skrift og interesserede sig meget for tal. Og derved kom hun til at kende far, fordi hun kom på det samme kontor. Men hun forlovede sig nu ikke lige sådan hurtigt med ham. Og hun havde for øvrigt også flere friere. Så i en alder af 28 år blev de forlovede og året efter gift. Og så fik hun jo altså syv børn.

 Og jeg har engang, det var da jeg selv skulle giftes, - jeg var meget naiv og uerfaren, så vi cyklede en dag ud ad Gammel Hobrovej, og jeg kan huske, vi sad i grøftekanten og jeg spurgte hende sådan lidt du, og hun fortalte mig sådan lidt, som jeg ikke vil fortælle her..

Latter, bifald, piften..

- men i hvert fald gav hun udtryk for, at det var ikke lige hendes formål at få alle de børn, og hun havde for øvrigt også nogle aborter ind imellem, så det var ikke hendes initiativ, just

nogen mumlen, latter..

og det var da egentlig også, i løbet af 11 år, fra –15 til –26, gravid så mange gange.

Mor gik jo helhjertet ind for det huslige, og det var slet ikke hendes lyst. Men, man skal jo gøre tingene ordentligt, så det blev gjort ordentligt, kan I tro, og der blev gjort rent fra kælder til kvist, og påtog sig selv meget af det. Hun havde godt nok ung pige, og det var jo skiftende piger, men vi blev aldrig sat til noget. Det var højst, når pigen havde fri, så skulle vi hjælpe med opvasken søndag aften.

Mor skrev jo selv at – jeg hellere lige bare fortælle lidt, hvad jeg sådan selv har oplevet med Mor – nu bliver det sådan lidt spredt (blader i sit hæfte) – Mor skrev: ”jeg kan bedst lide en god del legemligt arbejde, det bekommer mig bedst (sådan udtrykte Mor det jo, ”det bekommer mig bedst), både legemligt og sjæleligt.
Men alligevel ikke mere, end at jeg kan få tid til at dyrke åndelige interesser, ellers bliver jeg utilfreds.
I mange år har jeg haft for lidt tid til at udvikle ånden. Min trøst har det været, at jeg engang læste, at der i enhver person fandtes en grav, hvori man måtte begrave én eller flere interesser. Det offer måtte bringes.
Jeg har altid hadet støv og snavsede kroge (kommentar fra Karen: ja, det er helt sikkert!) lige fra jeg var barn, og det har slidt på mig. Og dermed også slidt på mine nerver, idet jeg altid har pålagt mig mere, end jeg kunne overkomme.
Inden jeg var færdig med at gøre orden var jeg for træt til de vigtigere opgaver, og lejligheden forspildt.
Man kan være alt for pligtopfyldende!” – skrev Mor til mig. Jeg ved ikke, om hun troede jeg var det?

Jeg syntes bare, Mor havde altid travlt. Men det spekulerede vi jo ikke på, det var vi så vant til.

Men jeg var nu ikke altid tilfreds med mine forældre. En overgang synes jeg nok, jeg måske kritiserede dem lidt for meget, i hvert fald sagde far engang til mig, at jeg var næsvis.

Jeg kan huske, at jeg overvejede meget, om jeg ikke skulle skrive op, hvordan forældre ikke skulle være imod deres børn, så jeg ikke kom til at gøre de samme fejl.

Men det fik jeg altså desværre ikke gjort! 

Mor var meget kvalitetsbevidst. Hun gik jo altid. Der var ikke noget med, at far kørte hende ned i byen, næ tak. Mor gik med raske skridt ned i byen for selv at udvælge både kød og fisk og ost og frugt og grønt, og fik så bragte bybudene det hjem. Men samtidig tror jeg, det var en god beskæftigelse sådan at komme rundt både til købmand Schmidt og slagter Kvist og fiskehandler Krüger og Billigheden og alle de andre forretninger, for Mor var jo en god kunde.
Mange af de forretninger, det var jo mand og kone, der passede forretningerne, og det blev gode bekendte, men jeg tror nu ikke, at Mor just snakkede personligt. Det var ikke sådan sladder.
Men alle, de var gamle handlende, som vi kom også til at kende. Jeg vil lige nævne Alfred Zacko, fordi der ville Mor jo kun ekspederes af førstemanden. Men vi var jo også gode kunder, sådan en hel familie.

Mor tænkte meget på vores sundhed og helbred. Vi fik altid god og sund mad, som Mor selv lavede – jeg tror aldrig, hun overlod det til pigerne. Og Mor fulgte meget med i tidens ernæringseksperter, Hindhede, Johanne Christiansen og hvad de hed, så vi fik både grahamsbrød og råkostsalater, og det var ikke sådan almindeligt dengang.
Hvor jeg synes, Mors mad, den har altid smagt godt! Jeg kan endnu mindes smagen af mange af retterne, f.eks. søndagskalvestegen.
Aldrig har vi fået så god kalvesteg senere! Og galopkringle fik vi også tit, og kødrand og friskbagt franskbrød.
Og Mor smurte altid vores madpakker, skolemaden, og jeg kan mindes især den hjemmesyltede lageagurk, vi fik på leverpostejen. Og frugtpålæg, som Mor lavede, ved at køre forskellige tørrede frugter, abrikoser, rosiner og svesker gennem kødmaskinen, og så fik vi det på – ih, hvor jeg syntes, det var dejligt!

Mor havde godt nok skiftende piger, men også forskellige koner, og der var én, fru Baklev, som var helt uundværlig, til storvasken, til strygning og til alle store fester, runde fødselsdage osv.

Men vi blev jo meget forkælede. Og vi tog det som en hel selvfølge, at fortsætte i gymnasiet. Jeg har i grunden undret mig over, det var der aldrig nogen snak om det. Det gjorde vi bare.

Hanne var jo altså den første. Og der var der nu nok lidt tvivl en overgang om familien nu havde råd til det. De overvejede en gang at tage hende ud af gymnasiet. Familiens økonomi var jo noget skiftende. Men vi andre vi gik – det tænkte vi jo ikke på.

Grethe: og vi var alle sammen matematikere.

Ja, alle sammen matematikere.

Kommenteren, mumlen..

Men altså, det var Mor i høj grad medvirkende til. For som sagt, så var familiens økonomi svingende, og den var altså ofte stram.

Men hvis ikke Mor havde været så dygtig, og været så økonomisk, så var det nok heller ikke.. Hvis hun nu havde været sådan rigtig selvoptaget, og forfængelig, en rigtig sjuske, og doven, så havde jeg altså ikke siddet her med sådan 5 – ja altså Hanne er her nu ikke – med sådanne målbevidste, erhvervsaktive søstre. Det er sådan ret usædvanligt.

Jeg er sådan faldet lidt udenfor. Jeg var heldig at få en mand, der forsørgede mig.

Så springer vi lidt igen.

Også haven, den skulle jo også være perfekt. Espalierene, de blev beskårede hvert år af Karsten Søgaard. Alt skulle være i orden.

Så engang, snakkede jeg med Mor om, at det var sådan en skuffelse, at man ikke kan dele, sådan de inderste tanker med nogen.
Det kan godt være lidt sært, sådan et kvindeproblem, og så forklarede Mor mig, at hun brugte sådan et billede, at man bor i hvert sit hus, og ingen kan faktisk lukke nogen ind, men det kan man godt være tilfreds med. Man kan mødes ved stakittet! Så kan man mødes over det.

Mor fulgte meget med i Fars problemer, og der fortalte hun mig også engang – det var nu engang, hun lå i sengen, så har man jo god tid – om mange af fars skuffelser og uoverensstemmelser for eksempel i det politiske liv, der havde han jo lidt forskellige ting..

Mor var en meget flittig brevskriver. En gang om ugen tror jeg næsten, jeg fik brev fra Mor. Og hun holdt også flittigt sin kontakt med gamle ungdomsvenner, f.eks. Ragnhild Mølvig, Kirstine Hald, Thyra Thorsen og Pauline Jakobsen, og jeg har forskellige kort..

Karen: - og fru Rindorf..

- og fru Rindorf, ja.

Og så var der lige det med moster Hanne og faster Laura, som jo.. var... – i hvert fald faster Laura, var ret speciel. De var jo ugifte, og hver på sin måde.. plagede..
De kom jo meget hos os, og de var inviterede til alle højtider og fester, og det var vist ikke altid lige nemt for Mor, for de havde lidt svært ved at omgås.

Og Mors helbred var også noget svingende, men det talte hun heller aldrig til os om. Men hun gik nu tit til læge, og lægen kom også tit op og gav indsprøjtninger og sådan noget.
Hun var meget ofte forkølet, og i nogle år døjede hun meget med bihulebetændelse, så det var meget almindeligt at se hende sidde bøjet over en gryde dampende kamillethe, og så et stort håndklæde over.

Derudover beskæftigede hun sig meget med forskellige missionskredse og forarbejdede håndarbejder til en årlig stor basar.

I nogle år var hun også menighedsrådsmedlem – det var nu på sine ældre dage.

Så hjalp det jo, da børnene flyttede hjemmefra. Men så skrev hun engang, det var i 1945, at ”når jeg tænker på, at Inger og Gerda, de er borte, og jeg ikke ser dem foreløbig, og aldrig mere på samme måde, - ja så må jeg helst tænke på noget andet!”

Og hun savnede – ja så i nogle år, der sendte vi jo stadigvæk alt vores snavsede vasketøj, det sendte vi jo hjem i en kuffert, og så fik vi det

En del latter..

Jamen, det gjorde vi jo alle sammen,

-          det har vi aldrig hørt før!

- og vasket og strøget fik vi det tilbage, og med lister over, jamen, og tænk, da vi så giftede os – ja, da de sidste giftede sig, da skrev Mor, at nu savnede hun da Inger og Gerdas vasketøj!

Men altså, som sagt, havde Mor så mange andre interesser, og det fik hun mere tid til at dyrke, da vi alle sammen var.. da hun blev alene, så fik hun mere tid til at gå i biografen og at læse bøger, og hun gav sig til at læse Dante’s Guddommelige Komedie, og hun var meget optaget af den engelske Toynbee, hans verdenshistorie udkom netop der, og den læste Mor med meget interesse.
Men uheldigvis, så forsvandt den bog, og.. vi har mistænkt os alle sammen for at have lånt den – og det var en stor, stor ..

Karen: (siger noget, der ikke kan høres…)

Og du fandt den hos dig? Jamen det tænkte – hun troede, det var Arne..

Karen: det var det også..

Jamen ..

Latter..

- og han gik aldrig til bekendelse! Og hvor har hun ærgret sig!

Så vil jeg lige slutte lidt med Mors 75 års fødselsdag, den blev holdt hos os, og der holdt hun en tale, hvor hun takkede os, også for vores forskellighed, ”når jeg tænker tilbage, så undrer jeg mig over, hvor ofte jeg har fejlet og forsømt, og det kan ikke gøres om”.
Hun takkede os meget, og hun takkede meget sine svigersønner, som hun havde sådan længtes efter at få.
Nå ja, for hun havde jo kun én søn, Carl, og det var altså, hvad det egentlig betød for Mor, det tror jeg slet ikke...

Grethe: nej, det kom hun aldrig over.