familiens data

Ulf 20071011 

Torvegade 8

tale til en familiefest:
om berømmelse og rødmossethed i teori og praksis


Der er mange her, jeg ikke kender særlig godt, og dog tilhører jeg det samme blod som de fleste tilstedeværende, omend af den gamle jyske aftapning der har en særlig iltet-rød farve, som gør én rødmosset ud på de små timer, og som mousserende kan bruse op i en tilstand der af nogle fejlagtigt forveksles med arrigskab.

Min Mor er nummer 4 af de 6 søstre fra Randers, det er hende der hedder Karen, og jeg er den 3. ældste af Anna Simones børnebørn, i respektfuld afstand efter Christen og Carl Henrik. Anna Simone, som mange af jer kun kender som en e-mail-adresse, var min Mormor, og da jeg var 4-5 år gammel flyttede hun fra villaen på Hobrovej 68 ind i en meget fin lejlighed i Torvegade 8 i Randers.

Hun boede på 2. sal højt over byens trafik, og allerede mens man steg op gennem den mørke og panelklædte trappeskakt hvor dagslyset sivede ind gennem en grøn glasmosaik, fik man en fornemmelse af hvor fin lejligheden var. Byens larm dæmpedes, også storkens knebren ovre fra reden på Helligåndshuset, og inde på trappen duftede der pirrende fra kafferisteriet i naboejendommen, det puslede og skramlede hemmelighedsfuldt bag de udskårne døre, og så var man oppe og ringede på, en vedholdende klinger ringen inde fra den lange korridor, og nu hørte vi Mormors skridt, hun åbnede mens hun tog forklædet af og sagde: Kom indenfor, frokosten skal straks være færdig.

Hos Mormor var der altid dug på bordet. – Før i tiden havde hun haft tjenestepige til serveringen. Nu serverede hun selv – med regler fra de højere luftlag. Samtidig blev der opretholdt en meget værdig samtale om højtidelige emner, såsom sidste nyt om isenkræmmer Kretzschmars, pastor Borchsenius, Thygesen-Nielsen fra Skatteforvaltningen og fru apoteker Lind, der viede sit liv til uddeling af antabus til alkoholikere i Randers Amt. Der blev undertiden også talt om penge og papirer, der også var ophøjede og renlige emner der sjældent havde noget med arbejde at gøre.

Mormor drak som så mange andre i familien ikke kaffe. Dertil var hendes helbred for skrøbeligt. For sundhedens skyld spiste hun hørfrø strøet i et tyndt lag på havregrøden, meget fornemt syntes jeg. Og så nød hun theen og et tyndt stykke ristet franskbrød med marmelade, senere måske en lille småkage. Det kunne godt spises men var ligesom alterbrød næring i en mere symbolsk forstand.

Mormor repræsenterede for mig storborgerskabet og den fornemme verden, fra dengang der var status i et navn fra Holsten og der var et von foran Würtzen – hvilket antydede adel og berømmelse som jeg hellere end gerne lænede min frygtsomme identitet opad. – I en sløjdtime i skolen udskar jeg et dørskilt i birketræ som julegave til hende med ”von Würtzen” – og undrede mig over hendes mangel på begejstring og over at hun ikke straks lod det opsætte.
Jeg var ikke dengang klar over den flerdobbelte loyalitet hun personificerede: Holstensk-dansk, storborgerskab-underklasse, rationalisme og indremission, for hun var jo slet ikke selv en Würtzen, men kom fra ganske fattige kår, og alt det fine var arvestykker fra min Morfars slægt…

Efter frokosten skulle Mormor hvile sig – og jeg fik lov til at sidde i stuen og lege med noget legetøj fra begyndelsen af 1900-tallet, billedklodser, tinsoldater, gamle hæfter, og senere, da jeg blev lidt ældre og besøgte hende alene, kunne jeg jo studere reolen.

Det var en lejlighed udenfor tiden, især i stuerne, hvor der var højt til loftet og brede stukornamenter, der var mørke mahognimøbler fra jernbanestationen i Ulstrup, og endnu længere tilbage fra kommandantboligen på Rosenborg og Victor Eremitas tid, mørke møbler med hemmelige skuffer og mystiske breve og dokumenter som jeg sommetider fik lov til at se.

Der var en bibel der var 20 centimeter tyk og så tung at den kunne bruges til styrketræning. –

Der var også et gyldent stueur under en høj glaskuppel, med nøgne engle der spillede på harpe og en spinkel og silende lyd af sekunder der gik - selv udenfor tiden siler sekunderne - og hver time blev skanderet af fine slag på en sølvklokke som en himmelsk registrering: amen, amen, amen…

Og billederne oppe på væggen, portrætterne af Carl Gotfred, Anna Valborg og den overvægtige ritmester, ham der døde af syfilis, deres øjne fra et mørke af tobaksrøg, fernis og flueskidt som kiggede ned på mig med et fjernt og hovmodigt blik…

Et konsolspejl fra højenloftssale lænede sig ud fra væggen - for at kunne spejle hele figuren ovenfra, så selv store mænd syntes små og gulvet stod skråt – og som sammen med portrætterne gav én en utryg fornemmelse af at være iagttaget ovenfra – og i fare for at skride nedad det hældende gulv…

Når jeg var sikker på at Mormor sov forsvarligt, satte jeg en spisestuestol op i sofaen og hentede slægtens sabel ned. Jeg trak den varsomt ud af den forsølvede skede, vistnok et resultat af min Morfaders elektrolytiske virksomhed, og lod fingeren glide langs æggen og ned i blodrillen. – Hvor mange tyskere havde min oldefader, den senere stationsforstander, slået ihjel med dette værge? – 5? 10? 500? – Hans dagbog fra 1864, som jeg længe efter læste, var nokså tør og detaljeret som var krigen et ganske objektivt og ham uvedkommende anliggende, men et facit manglede ligesom, så det kunne for den sags skyld sagtens være 500. Jeg så op på mig selv i konsolspejlet, bette og ynkelig så jeg ud med den lange sabel, men det skulle den onde lyne mig være løgn! Når jeg svingede hurtigt med sabelen kunne jeg høre den suse i luften, og omkring mig høre drønet fra de andre ryttere i 7. regiments 2. bataillon under udfaldet fra Vejle Bye:

Feje tyske hunde! Forrædere mod alt sandt og ædelt! Jeg skal fanden gnistre mig give jer prygl! Fremad!

Og jeg svang sabelen og jeg kunne se Vejle forsvinde bag mig i spejlet, og jeg tilbageerobrede rask 20 kanoner, skænkede nådigt en overvunden fjende livet, og fiskede en uskyldsren jomfrus hvide silkelommetørklæde op fra støvet, mens en usling, en satans svensker naturligvis, listede sig ind på mig bagfra. – Men i yderste øjeblik anede jeg faren og kastede mig rundt: Er jeg end den yngste der lader denne sabel lyne, da skal jeg vide at bruge den med ære, - hvorpå jeg gav ham et dygtigt hug i maven, så tarmene væltede ud. Og jeg førte med en ubønhørlig mørk og værdig mine den endnu blodige klinge ned i skeden.

Midt under kamphandlingerne hørte jeg at Mormor var stået op fra sin skraber, og jeg fik i en fart ekspederet sabelen op på væggen. Også et godt stykke af en pelargonie der var blevet hugget af under tumulterne fik jeg til side - inden Mormor kom ind og anrettede the. – Og resten af eftermiddagen talte vi stille sammen, og hun fortalte mig det ene og det andet. Om dengang Carl under Den Spanske Borgerkrig blev anholdt ved en falangistisk demonstration foran Randers Rådhus, og om hans mærkeligt tiltagende absencer, inden hans bortrejse til Afrika og Den Biscayiske Bugt… Og sommetider måtte hun tørre øjnene og sidde lidt i tavshed mens sekunderne silede gennem stuen.

Om aftenen gik jeg i seng under den tunge dyne med pelargonien skjult ved min side, men hvad der siden blev af den, det husker jeg ikke.

Også alt det andet, de mørke øjne på portrætterne, konsolspejlet, de gamle breve, bibelen, stueurets klingre slag og sabelen med blodrillen blev spredt for alle vinde - mellem disse vantro slægter, disse rationalister med en mere digital forbindelse til tiden end godt er og et langt mere teoretisk forhold til blodsudgydelser. Min Mormor gled ind i mørket og blev senere hensat på Randers’ gamle kirkegård på den samme plet hvor også hendes mand og min Morfar, Frederik, min Moster Hanne og min Mors ældste broder, Carl i sin blykiste, i dobbelt dybde, er gravet ned - under en flad sten, der er skamferet af en uduelig stenhugger, en sten der nok ikke så ofte får besøg af de efterlevende.

Og det kan godt være at nogen af jer har set disse genstande jeg her har snakket om – enkeltvis. Men engang hang de sammen i en forbindelse der ikke eksisterer mere. Og der lugter ikke længere af kafferisteri på trappen i Torvegade 8. Jeg har checket.

For det er alt sammen så længe siden. Familien blev også spredt med tiden. De mest succesrige flyttede til Sjælland hvor det gik dem såre godt, hvorimod os fra den mere svagtbegavede jyske afdeling der ikke havde sansen for fornuftsægteskaber og matematik, vi fortabte os i værtshusbesøg og rygning af både det ene og det andet og rock’n roll og anden menneskelig dårskab, vi gik til bunds i kødets lyst og hønseavl og andre ikke-profitable foretagender. Det er os jeg her vil forsøge at give stemme, - og så slå et slag for jysk rødmossethed: Den er også en del af jer – selvom I ikke selv véd det.

Og hermed en skål for blodet og den menneskelige arvemasse. - Det der forbinder mennesket med aberne, Holsten med det danske moderland, indremission med rationalismen, rig med fattig, sjællænderne med jyderne, pelargonien med mig - og os alle sammen med hinanden. – Skål.