AnnaSimone.dk - vort familiære univers

 


fest 2011

 


forside


familiens data


familiefesterne

beretninger
gamle billeder og materiale

.. og så er der også lige...

 

 

 

Karen T: 

-          jeg venter, til der er ro..

protester, småsnak….

-          vil I godt lige se at sætte jer ned..   Jeg starter ikke, før der er ro…

… godt.

Jeg vil mest fortælle om min mor – men jeg kan ikke undgå .. (kan ikke høres)..

Mikrofonen, Karen! –hej, mor,  mikrofonen.

Mikrofonen, ja.

Sidste år var jeg med til Frederik Ex's konfirmation og da fortalte jeg meget om Far. Og han fik et album fra Fars ungdom, som ingen andre egentlig havde ønsket, og det måtte han gøre med, hvad han ville. Det var fra Fars ungdom, i Aarhus, med roning og så videre.. Men da fortalte jeg, at Far havde en egenskab, og det var, at et problem, det er til for at blive løst. Og Far sad ikke og beklagede sig, når der var problemer på fabrikken eller imellem hans folk, men han gik i gang med at løse det, uden at være vred og bitter, så løste han problemet.

Mor var perfektionist og alt skulle være i orden. Og jeg har tænkt på, hvem der har arvet det i slægten, der er jo da nogle stykker her, som har fulgt rigtig godt i Mors spor – det har jeg ikke, med hensyn til det perfektionistiske.

Og fars egenskab, det med at løse problemerne uden at skælde ud, det har jeg fundet hos i hvert fald én af efterkommerne, jeg vil ikke sige hvem, det må I selv regne ud..

Og perfektionisterne, de er jo både i min generation og i næste generation også, og det er dejligt.

 

Jeg blev engang spurgt af én af nevøerne: ”det er da vist en meget trist barndom, I har haft?” – så siger jeg: ”nej, det er det bestemt ikke” – men det havde han fået indtryk af. Og det vil jeg fortælle noget om.

Jeg fortalte – altså, mor var jo vokset op i det helt gamle Indre Mission, og Vilhelm Bech og de her gamle koryfæer, de fløj jo gennem luften. Jeg kan huske, mine mostre en juleaften diskuterede, om han nu havde sagt det, eller sagt det på en anden måde, og det var egentlig meget hyggeligt at høre det.

 

Mor fortalte mig mange gange, at Far friede til Mor, så sagde hun nej. Det kunne Far ikke forstå, for de havde jo alligevel kigget på hinanden et stykke tid der hos S.C. Sørensen, men Mor sagde nej. Så spurgte han: ”hvorfor?” – ”fordi du ikke er troende, du er ikke omvendt” - ”nåeh” sagde Far – det blev han jo lidt ked af, men så tænkte han, det problem må altså også løses, og så meldte han sig ind i en bibelkreds, og da der var gået et år, så friede han anden gang, og så sagde Mor ja. Og det har Mor fortalt mig flere gange, og jeg tror, hun var bange for, at jeg ikke fik tænkt mig godt nok om, når jeg, når der var én, der friede til mig.

Og egentlig, ikke mindst dengang, jeg blev forlovet med Arne, da var Far og Mor meget betænkelige, for han var jo et nummer for pjattet, for han kunne få hele flokken til at le, og det var nu ikke.. – og vi var i hvert fald for unge, for man er ikke giftemoden, før man er 25, og jeg var kun 22 og Arne var lige fyldt 25, da vi blev gift.

Ved brylluppet, der sad min Mor ved siden af min svigerfar, og så sagde min mor: ”ja, det er nu ikke efter vores ønske, for vi synes nu, de er for unge” – så sagde min svigerfar: ”ja, det er efter vores ønske, i hvert fald!”

Bifald, latter..

Mor har jo altid været meget omhyggelig og meget omkring vores helbred, og jeg syntes nu de ligefrem pylrede om os. Og når jeg blev forkølet, så prøvede jeg at skjule det for Mor, og hvis det var, så prøvede jeg at spørge Else sådan lidt til råds, men Mor opdagede det jo alligevel. Og ligesådan med skolearbejdet, hvor jeg havde det lidt hårdt, og jeg havde alle de her søstre at se op til, der havde klaret sig så fint, men Else fandt nu da ud af, at jeg havde også fået flidspræmie nogle gange. Men jeg syntes nu, at jeg var dummere end de andre.

Men jeg ville nu gerne være anonym, jeg trivedes bedst ved ikke at gøre mig bemærket i familien, fordi jeg var udstyret med en stor knude i panden, og så havde jeg suttet på min finger, så mine tænder de stod vandret ud i luften. Og det fik min far og mor gjort noget ved, så jeg ændrede udseende ret kraftigt.

 

Da jeg gik i gymnasiet, sagde Mor somme tider om aftenen –”nu skal du da ikke læse mere, vel?” – og det var jo noget andet, end man ellers er vant til at høre forældre sige til deres børn.

Da vi var børn, da blev vi jo opdraget i Herrens tugt og formaning, med bordbøn. Og jeg tror næsten at mine søstres ægtefæller også kom fra tilsvarende hjem. Ikke helt nøjagtig, men det var jo da alligevel til dels Indre Mission. Men Far og Mor udviklede sig jo meget, for min opdragelse er ikke den samme som Hanne og Grethes. Vi måtte ikke gå til skolebal, og vi måtte ikke gå i biografen, det var forbudt, det var syndigt.

"Goodbye Mr. Chips" 
Robert Donat 1939 MGM

Men Else fik jo alligevel lov nogle gange, og heldigvis fortalte hun filmen fra begyndelsen til enden, og jeg syntes jo, at jeg havde.. og sådan været så underkuet.. jeg manglede det.. og siden hen har de kørt nogle af de gamle film i Danmarks Radio, om sommeren, om søndag eftermiddag, og jeg gik i biografen og så ”farvel mr. Chips”, og jeg tænkte ”tænk, var det ikke andet..”

Men jeg fik jo i hvert fald kompensation for det, jeg havde mistet tidligere. 

Far løste problemerne, og der var jo mange problemer, og Far trak egentlig hårdt på Mor i de første år med fabrikken.

Mor fyrede i hele den store bygning, for alle kontorerne, og gik ned, der stod kedlen nede i stueetaqen, og Mor var altid i sving, og alt skulle altså være perfekt.

Søndag aften gik Far og Mor i Saron, og vi skulle i søndagsskole søndag eftermiddag, og det var noget, jeg var så ked af, og vi plagede, om vi snart kunne få lov at blive fri og det fik vi så, så skulle vi bare gå med i kirke om søndagen, og det var jo meget bedre, fordi der sang vi.

Det gjaldt om at komme før familien Arendt, vi kom løbende til kirke, begge familier, for vi kom for sent hjemmefra, og hvis vi kom før Arendt’s, så kom vi til at sidde foran, det var i sideskibet, og de sad bagved, og de sang så dejligt!

Det var den nuværende biskop Arendt’s bedsteforældre.

Nogen snakken mellem søstrene

- han er biskop i Haderslev.

”det er Rudolfs søn”

Efterhånden udviklede Far og Mor sig, jeg kan huske, Mor havde købt en bog, da jeg gik i gymnasiet, om Darwin, og Mor spurgte mig: ”Sig mig, lærer I om Darwin i gymnasiet?” – ”ja, det gør vi da” og det var jo ikke noget problem for mig, men det var Mor betænkelig ved at man så fandt ud af, at mennesket ikke var skabt af Gud, men at det var kommet ved, sådan en udvikling, af sådan nogle celler, encellede ting.

Det diskuterede vi nu ikke, men jeg arvede en bog af Mor, der hedder ”Har Bibelen alligevel ret” – den handler om Darwin, og den har nogle vældige understregninger, og Mor spekulerede meget på det dér.

 

Da jeg selv blev voksen fortalte Mor mig flere gange, det her med at man skulle jo sørge for, at ens tilkommende, at man havde snakket så meget sammen, så man vidste, hvad han indeholdt.

Og det var Mor ikke sikker på, men jeg var helt fast overbevist om, at det skulle være Arne, og vi var nødt til at frigøre os noget fra familien, for Far havde jo skrevet op, hvad har Arne i løn som lærer i København og han havde tohundredeognogen kr. om måneden, og når vi var gift, så ville Far jo ikke betale mere. Far har jo betalt alle uddannelserne, men når man først var gift, så lukkede kassen.

Og jeg var discipel på Krone Apoteket i Randers, og det kunne jeg jo ikke holde til, for jeg havde det så elendigt efter krigens oplevelser, så der foreslog Arne til mig, at vi skulle rejse til Grønland. Han kunne søge stilling der, og han spurgte om jeg ville med, og jeg tog den første selvstændige beslutning i mit liv, jeg sagde ja.

Og det var mine forældre bestemt ikke glad for. Men Mor tog det på sig, og en måned før brylluppet kom jeg hjem, og så gik vi på indkøb i Randers, og jeg fik udstyr fra A til Z. Selv krydderier, og dem delte Mor med mig, dem hun havde, og det var jo gamle ting og jeg har såmænd nogle af glassene endnu. De er jo ikke brugbare i dag, men det troede jeg jo, de ville være.

Og jeg fik sytråd, mor delte, det kunne man jo ikke få dengang, det var lige efter krigen, og jeg fik en kasse med farvet sytråd, som min datter sagde senere hen: ”mor, når du dør, må jeg så ikke godt arve dit sytråd!”

 

Vi blev jo altså i den grad forkælet med udstyr. En kombineret stue, den skulle være, så man kunne sælge den på Grønland, for de kunne jo ikke købe møbler. Og vi fik senge, og det hele blev solgt, da vi rejste hjem. Og så fik vi jo, med hvert skib, der kom 5-6 skibe om året, der kom der post, og vi svarede også skriftligt, vi havde jo ikke mulighed for at tale med dem i de tre fulde år.

 

Og vi fortalte jo heller ikke, da vi skulle have barn, for far var syg, kunne vi godt mærke på Mor. Han rejste til København, og mor skrev, at far var nok blevet røntgenfotograferet i maven 50 gange, skrev Mor. Og så blev vi enige om, at vi ville ikke fortælle, at jeg var gravid. Det var svært, at lade være!

Men Arne var principfast, jeg sagde: ”åh, må jeg ikke bare skrive det til Else” – så sagde Arne ”jamen, hvis Else får det at vide, så ved hele familien det!”. Så vi holdt mund.

Og først, da han var født, telegraferede Arne hjem, 12 forskellige, og med forskellig ordlyd ”fik den 12. sorthårede søn – det var den 12. september, han havde fået ham.

Og de blev sendt med billig takst, det vil sige, at hvis der var andre telegrammer, der var vigtigere, så kom de før.

Og Arne havde lagt dem i en stabel, hans egne forældre fik det først, så kom moster Gerda og Skjødt, og Mor og Far fik sidst, og det vil sige, de først fik besked om det to dage efter nogen af de andre.

Moster Gerda og Skjødt havde ringet og ønsket mor tillykke – ”med hvad?” sagde mor – ”med datterbarnet” sagde han. ”nå”, sagde mor, ”det kan jeg da ikke forstå”.

Arnes søstre havde fået, og jeg ved ikke, om I (Else) fik også, måske

(nej, siger Else),

nå, det gjorde I ikke, men Arnes søskende, de fik telegram, og Mor telegraferede så tilbage, og jeg lå jo der, og måtte ikke stå ud af sengen i 9 dage, for det var en gammeldags sygeplejerske, en dansk sygeplejerske, og jeg kunne slet ikke stå ud på gulvet derefter.

Men så telegraferede Mor tilbage ”aldrig kendt mage – tillykke med barnet”

(Gerda: det var Hanne, der gjorde det)

 – men der stod Mor underneden. Og så skrev Mor til mig og spurgte ”hvordan klarer du det, har du nu mælk nok, for jeg ved, du kan ikke få komælk på Grønland”. Og jeg havde jo drukket tørmælk hele graviditeten igennem.

”og har du nu en balje til ham, bader du ham nu hver dag” og jeg skrev jo lange breve, og da vi så skulle have barnedåb, så skrev vi hjem at vi havde tænkt at give ham navnet Ulf, og så fik jeg et telegram fra Mor: ”tror I ikke, drengen bliver mere glad for et andet navn?”. Vi bøjede os jo lidt i retning af det.

Da så Far sendte julehilsen – det var jo det eneste, vi havde af personlig kontakt, ud over brevene – det var lige før jul, så gik man på posthuset ved midnatstid og sendte en personlig hilsen, og der sagde Far: ”Karen og Arne, Far vil ønske jer en rigtig glædelig jul, og til lille Ulf vil jeg sige: du skal ikke være ked af dit navn, der er så mange der hedder noget, der er meget værre!”. sådan var Far. Og Mor var bekymret, og sendte kassevis af ting og sager. Bare vi havde ønsket det mindste, så blev det sendt, i trækasser, der blev båret af kvinderne nede fra havnen, på ryggen, 50 kg, til hvert skib faktisk. Sådan gik det.

 

Som barn har jeg nok ikke snakket så meget med Mor – jo jeg spurgte Mor engang, hvor børnene kom fra – ”de kommer fra Gud”, sagde Mor. Det var den seksualoplysning, vi fik!

Jeg glemte at fortælle, at da vi så blev forlovet, og Arne kom til Randers første gang som svigersøn – jeg kunne næsten ikke få det sagt til Mor, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere det – men det blev jo, og han fik lov at komme 2. juledag 1944.

Han kom med toget, og samme nat havde vi haft besøg af tyskerne

(Grethe: den skrækkelige nat!)

som ville ind og se, om Henning, vores svoger, om han havde skudt på vagten, der gik på den anden side af hækken.

(Grethe: der var blevet skudt fra gårdspladsen)

  - der blev skudt inde fra vores have, nemlig. Tyskerne havde taget fabrikken, og der gik en vagt neden for vores dør, for vores vinduer. Man kunne høre hans skridt hen ad fortovet hver nat.

Og så kom der et helt regiment, der kom vist én, der havde maskingevær med, og 4-5 soldater. Og stod i gangen og ville gerne se den unge mand, som havde været henne i haven om eftermiddagen sammen med Mor. Og det var Henning, og han kom jo frem, og de ville gerne se, hvordan hans støvler så ud. De var helt tørre, så han havde jo ikke været ude

(Grethe: der var sne i haven).

Men der lå noget tungt i hans ene frakkelomme, og den halede de op, og det var en pakke. Han ville have været hen hos sin lille fætter med en harmonika, en mundharpe, og den blev pakket ud.

Så gik de igen, men de satte vagt uden for døren.

Vi gik i seng, men Henning og Grethe stod op tidligt, Henning ville altså af sted.

(Gerda: de kom da ind og stod i gangen?)

ja, ja, de stod i gangen og undersøgte alt det der med Henning, men de gik, men mens Henning sad og drak morgenkaffe ringede det på døren, og jeg gik ud og lukkede op, der stod en tysk soldat og en dansk pige som tolk, og de ville gerne tale med Henning Rindorf. Jeg gik ind og sagde til Henning: ”der er en soldat, der er en tysker, der vil tale med dig”. Han rejste sig, alvorlig, og gik ud til dem, og så sagde de – på tysk, og Henning forstod det så godt, men det blev alligevel oversat, at de havde fundet én, en tysk soldat, der havde skudt på vagten. Det var sikkert, de har nok været jaloux på hinanden, noget med en pige eller sådan noget, og de ville gerne give en undskyldning, og han rakte hånden frem og Henning gav tyskeren hånden. Det drillede vi ham jo noget med bagefter, for danskere ville ikke så gerne give tyskere hånden dengang.

Så tog de af sted, og samme aften kom Arne som svigersøn. Det var meget uhyggeligt, egentlig, for han blev budt indenfor, og der sad vi, stuen fyldt, og moster Gerda og Skjødt var der også, og så sagde jeg på et vist tidspunkt, de spurgte ham lidt og han svarede høfligt, og så syntes jeg, det blev så trist, og så sagde jeg ”Arne, skulle vi ikke gå ind i spisestuen og sætte os”.

Det gjorde vi så, og så snart vi var kommet derind, så gik døren op, og Mor kom ind og lukkede døren efter sig. Og så sagde Mor: ”ja, det vil jeg nu sige jer: det her med at holde af, det er jo meget godt. Men når man skal giftes, så er det også en viljessag, sådan at når kærligheden sætter ud, så skal viljen sætte ind. Og det skal man være klar over gensidigt, at den ene vil, også den anden, at det er noget, de vil. Og det får I brug for også”. Og så gik Mor igen.

Og det var Arne så glad for, og det har han jo sagt til rigtig mange mennesker, at ” når kærligheden slipper op, så er det noget med at sætte viljen ind”. Og Mor sagde: ”I kan tro, jeg har haft lyst til at rende fra det her mange gange, med det ville jeg altså ikke!”. Og det syntes jo Arne, at det var jo alle tiders.

 

Mor sagde jo flere ting til mig, som jeg ikke glemmer, og én ting, når vi snakkede om noget, der var problemer med, og især noget, Mor havde problemer med, så sagde Mor ”det lægger sig nu nok til rette”. Og det brugte vi også i mit hjem mange gange, Arne han sagde det mange gange ”det lægger sig nok til rette”. Og det var jo egentlig et godt valgsprog.

 

En anden ting, som Arne syntes, men det var jo noget helt andet, Far kom somme tider ind og fortalte, hvad han havde hørt en sige, og det blev til et valgsprog i Arnes familie efterhånden, det var det, at værkfører Thorvaldsen havde ledt efter noget, og de kunne ikke finde det, og så gik han ind til Far, og så sagde han ”ja, det har ellers lagt og fløden her i flere dage!”

Og det syntes Far jo var så morsomt, og det kom jeg til at fortælle i Arnes familie, så nu har de i en af lejlighedssangene, der stod det jo også, også deri.

 

Men Far havde jo sans for humor, og var mild, men der var jo nogle år, efter Carl døde, der var der ikke et smil på Mors ansigt. Det var der ikke. Og netop det, hvis der var noget, vi var ked af, så ville jeg jo ikke bebyrde Mor med det, og der spurgte jeg somme tider mine søstre til råds.

Det var jo godt nok at have sådan nogle søstre, og vi kedede os jo aldrig. Vi havde altid legekammerater, og nogen at diskutere med, og vi hjalp hinanden. Det var det.

 

Efter jeg var blevet gift, og Mor var blevet alene, så lærte jeg Mor meget bedre at kende, for hun kom jo tit hos os, fordi jeg var hjemmegående i de første 20 år af mit ægteskab, og Else var jo også hjemme, så Mor har jo besøgt os mere sådan i perioder end de andre, for de var jo udearbejdende kvinder.

Og jeg lærte Mor rigtig godt at kende, og vi fik diskuteret og snakket, og Mor blev jo så glad for Arne.

Det gjorde Far jo altså også, det fik de sagt, heldigvis, da vi kom hjem fra Grønland, der sagde min far til ham en dag: ”altså, vi var jo bange for, at I ikke kunne klare jer, men vi synes I har klaret det godt. Og det var Arne meget, meget glad for.

Men Mor blev i hvert fald meget glad for Arne, og diskuterede, og spurgte ham da også til råd i mange tilfælde, og han var såmænd god at få råd af…

 

 
Højre side

Skriv til Ellen, hvis du har kommentarer, tilføjelser, gode forslag, idéer til indhold/layout eller rettelser.