Karen
T:
-
jeg venter, til der er ro..
protester,
småsnak….
-
vil I godt lige se at sætte jer ned..
Jeg starter ikke, før der er ro…
… godt.
Jeg vil mest fortælle
om min mor – men jeg kan ikke undgå .. (kan ikke høres)..
Mikrofonen,
Karen! –hej, mor, mikrofonen.
Mikrofonen, ja.
Sidste år var jeg med
til Frederik Ex's konfirmation og da fortalte jeg meget om Far. Og han fik
et album fra Fars ungdom, som ingen andre egentlig havde ønsket, og det måtte
han gøre med, hvad han ville. Det var fra Fars ungdom, i Aarhus, med
roning og så videre.. Men da fortalte jeg, at Far havde en egenskab, og
det var, at et problem, det er til for at blive løst. Og Far sad ikke og
beklagede sig, når der var problemer på fabrikken eller imellem hans
folk, men han gik i gang med at løse det, uden at være vred og bitter, så
løste han problemet.
Mor var perfektionist
og alt skulle være i orden. Og jeg har tænkt på, hvem der har arvet det
i slægten, der er jo da nogle stykker her, som har fulgt rigtig godt i
Mors spor – det har jeg ikke, med hensyn til det perfektionistiske.
Og fars egenskab, det
med at løse problemerne uden at skælde ud, det har jeg fundet hos i
hvert fald én af efterkommerne, jeg vil ikke sige hvem, det må I selv
regne ud..
Og perfektionisterne,
de er jo både i min generation og i næste generation også, og det er
dejligt.
Jeg blev engang spurgt
af én af nevøerne: ”det er da vist en meget trist barndom, I har
haft?” – så siger jeg: ”nej, det er det bestemt ikke” – men det
havde han fået indtryk af. Og det vil jeg fortælle noget om.
Jeg fortalte – altså,
mor var jo vokset op i det helt gamle Indre Mission, og Vilhelm Bech og de
her gamle koryfæer, de fløj jo gennem luften. Jeg kan huske, mine mostre
en juleaften diskuterede, om han nu havde sagt det, eller sagt det på en
anden måde, og det var egentlig meget hyggeligt at høre det.
Mor fortalte mig mange
gange, at Far friede til Mor, så sagde hun nej. Det kunne Far ikke forstå,
for de havde jo alligevel kigget på hinanden et stykke tid der hos S.C. Sørensen,
men Mor sagde nej. Så spurgte han: ”hvorfor?” – ”fordi du ikke er
troende, du er ikke omvendt” - ”nåeh” sagde Far – det blev han jo
lidt ked af, men så tænkte han, det problem må altså også løses, og
så meldte han sig ind i en bibelkreds, og da der var gået et år, så
friede han anden gang, og så sagde Mor ja. Og det har Mor fortalt mig
flere gange, og jeg tror, hun var bange for, at jeg ikke fik tænkt mig
godt nok om, når jeg, når der var én, der friede til mig.
Og egentlig, ikke
mindst dengang, jeg blev forlovet med Arne, da var Far og Mor meget betænkelige,
for han var jo et nummer for pjattet, for han kunne få hele flokken til
at le, og det var nu ikke.. – og vi var i hvert fald for unge, for man
er ikke giftemoden, før man er 25, og jeg var kun 22 og Arne var lige
fyldt 25, da vi blev gift.
Ved brylluppet, der sad
min Mor ved siden af min svigerfar, og så sagde min mor: ”ja, det er nu
ikke efter vores ønske, for vi synes nu, de er for unge” – så sagde min
svigerfar: ”ja, det er efter vores ønske, i hvert fald!”
Bifald,
latter..
Mor
har jo altid været meget omhyggelig og meget omkring vores helbred, og
jeg syntes nu de ligefrem pylrede om os. Og når jeg blev forkølet, så
prøvede jeg at skjule det for Mor, og hvis det var, så prøvede jeg at
spørge Else sådan lidt til råds, men Mor opdagede det jo alligevel. Og
ligesådan med skolearbejdet, hvor jeg havde det lidt hårdt, og jeg havde
alle de her søstre at se op til, der havde klaret sig så fint, men Else
fandt nu da ud af, at jeg havde også fået flidspræmie nogle gange. Men
jeg syntes nu, at jeg var dummere end de andre.
Men
jeg ville nu gerne være anonym, jeg trivedes bedst ved ikke at gøre mig
bemærket i familien, fordi jeg var udstyret med en stor knude i panden,
og så havde jeg suttet på min finger, så mine tænder de stod vandret
ud i luften. Og det fik min far og mor gjort noget ved, så jeg ændrede
udseende ret kraftigt.
Da jeg gik i gymnasiet,
sagde Mor somme tider om aftenen –”nu skal du da ikke læse mere,
vel?” – og det var jo noget andet, end man ellers er vant til at høre
forældre sige til deres børn.
Da vi var børn, da
blev vi jo opdraget i Herrens tugt og formaning, med bordbøn. Og jeg tror
næsten at mine søstres ægtefæller også kom fra tilsvarende hjem. Ikke
helt nøjagtig, men det var jo da alligevel til dels Indre Mission. Men
Far og Mor udviklede sig jo meget, for min opdragelse er ikke den samme
som Hanne og Grethes. Vi måtte ikke gå til skolebal, og vi måtte ikke gå
i biografen, det var forbudt, det var syndigt.
|
"Goodbye Mr.
Chips"
Robert Donat 1939 MGM |
Men Else fik jo
alligevel lov nogle gange, og heldigvis fortalte hun filmen fra
begyndelsen til enden, og jeg syntes jo, at jeg havde.. og sådan været så
underkuet.. jeg manglede det.. og siden hen har de kørt nogle af de gamle
film i Danmarks Radio, om sommeren, om søndag eftermiddag, og jeg gik i
biografen og så ”farvel mr. Chips”, og jeg tænkte ”tænk, var det
ikke andet..”
Men jeg fik jo i hvert
fald kompensation for det, jeg havde mistet tidligere.
Far løste problemerne,
og der var jo mange problemer, og Far trak egentlig hårdt på Mor i de første
år med fabrikken.
Mor fyrede i hele den
store bygning, for alle kontorerne, og gik ned, der stod kedlen nede i
stueetaqen, og Mor var altid i sving, og alt skulle altså være perfekt.
Søndag aften gik Far
og Mor i Saron, og vi skulle i søndagsskole søndag eftermiddag, og det
var noget, jeg var så ked af, og vi plagede, om vi snart kunne få lov at
blive fri og det fik vi så, så skulle vi bare gå med i kirke om søndagen,
og det var jo meget bedre, fordi der sang vi.
Det gjaldt om at komme
før familien Arendt, vi kom løbende til kirke, begge familier, for vi
kom for sent hjemmefra, og hvis vi kom før Arendt’s, så kom vi til at
sidde foran, det var i sideskibet, og de sad bagved, og de sang så
dejligt!
Det var den nuværende
biskop Arendt’s bedsteforældre.
Nogen
snakken mellem søstrene
-
han er biskop i Haderslev.
”det
er Rudolfs søn”
Efterhånden
udviklede Far og Mor sig, jeg kan huske, Mor havde købt en bog, da jeg
gik i gymnasiet, om Darwin, og Mor spurgte mig: ”Sig mig, lærer I om
Darwin i gymnasiet?” – ”ja, det gør vi da” og det var jo ikke
noget problem for mig, men det var Mor betænkelig ved at man så fandt ud
af, at mennesket ikke var skabt af Gud, men at det var kommet ved, sådan
en udvikling, af sådan nogle celler, encellede ting.
Det diskuterede vi nu
ikke, men jeg arvede en bog af Mor, der hedder ”Har Bibelen alligevel
ret” – den handler om Darwin, og den har nogle vældige
understregninger, og Mor spekulerede meget på det dér.
Da jeg selv blev voksen
fortalte Mor mig flere gange, det her med at man skulle jo sørge for, at
ens tilkommende, at man havde snakket så meget sammen, så man vidste,
hvad han indeholdt.
Og det var Mor ikke
sikker på, men jeg var helt fast overbevist om, at det skulle være Arne,
og vi var nødt til at frigøre os noget fra familien, for Far havde jo
skrevet op, hvad har Arne i løn som lærer i København og han havde
tohundredeognogen kr. om måneden, og når vi var gift, så ville Far jo
ikke betale mere. Far har jo betalt alle uddannelserne, men når man først
var gift, så lukkede kassen.
Og jeg var discipel på
Krone Apoteket i Randers, og det kunne jeg jo ikke holde til, for jeg
havde det så elendigt efter krigens oplevelser, så der foreslog Arne til
mig, at vi skulle rejse til Grønland. Han kunne søge stilling der, og
han spurgte om jeg ville med, og jeg tog den første selvstændige
beslutning i mit liv, jeg sagde ja.
Og det var mine forældre
bestemt ikke glad for. Men Mor tog det på sig, og en måned før
brylluppet kom jeg hjem, og så gik vi på indkøb i Randers, og jeg fik
udstyr fra A til Z. Selv krydderier, og dem delte Mor med mig, dem hun
havde, og det var jo gamle ting og jeg har såmænd nogle af glassene
endnu. De er jo ikke brugbare i dag, men det troede jeg jo, de ville være.
Og jeg fik sytråd, mor
delte, det kunne man jo ikke få dengang, det var lige efter krigen, og
jeg fik en kasse med farvet sytråd, som min datter sagde senere hen:
”mor, når du dør, må jeg så ikke godt arve dit sytråd!”
Vi blev jo altså i den
grad forkælet med udstyr. En kombineret stue, den skulle være, så man
kunne sælge den på Grønland, for de kunne jo ikke købe møbler. Og vi
fik senge, og det hele blev solgt, da vi rejste hjem. Og så fik vi jo,
med hvert skib, der kom 5-6 skibe om året, der kom der post, og vi
svarede også skriftligt, vi havde jo ikke mulighed for at tale med dem i
de tre fulde år.
Og
vi fortalte jo heller ikke, da vi skulle have barn, for far var syg, kunne
vi godt mærke på Mor. Han rejste til København, og mor skrev, at far
var nok blevet røntgenfotograferet i maven 50 gange, skrev Mor. Og så
blev vi enige om, at vi ville ikke fortælle, at jeg var gravid. Det var
svært, at lade være!
Men
Arne var principfast, jeg sagde: ”åh, må jeg ikke bare skrive det til
Else” – så sagde Arne ”jamen, hvis Else får det at vide, så ved
hele familien det!”. Så vi holdt mund.
Og
først, da han var født, telegraferede Arne hjem, 12 forskellige, og med
forskellig ordlyd ”fik den 12. sorthårede søn – det var den 12.
september, han havde fået ham.
Og
de blev sendt med billig takst, det vil sige, at hvis der var andre
telegrammer, der var vigtigere, så kom de før.
Og
Arne havde lagt dem i en stabel, hans egne forældre fik det først, så
kom moster Gerda og Skjødt, og Mor og Far fik sidst, og det vil sige, de
først fik besked om det to dage efter nogen af de andre.
Moster
Gerda og Skjødt havde ringet og ønsket mor tillykke – ”med hvad?”
sagde mor – ”med datterbarnet” sagde han. ”nå”, sagde mor,
”det kan jeg da ikke forstå”.
Arnes
søstre havde fået, og jeg ved ikke, om I (Else) fik også, måske
(nej,
siger Else),
nå,
det gjorde I ikke, men Arnes søskende, de fik telegram, og Mor
telegraferede så tilbage, og jeg lå jo der, og måtte ikke stå ud af
sengen i 9 dage, for det var en gammeldags sygeplejerske, en dansk
sygeplejerske, og jeg kunne slet ikke stå ud på gulvet derefter.
Men
så telegraferede Mor tilbage ”aldrig kendt mage – tillykke med
barnet”
(Gerda:
det var Hanne, der gjorde det)
–
men der stod Mor underneden. Og så skrev Mor til mig og spurgte
”hvordan klarer du det, har du nu mælk nok, for jeg ved, du kan ikke få
komælk på Grønland”. Og jeg havde jo drukket tørmælk hele
graviditeten igennem.
”og
har du nu en balje til ham, bader du ham nu hver dag” og jeg skrev jo
lange breve, og da vi så skulle have barnedåb, så skrev vi hjem at vi
havde tænkt at give ham navnet Ulf, og så fik jeg et telegram fra Mor:
”tror I ikke, drengen bliver mere glad for et andet navn?”. Vi bøjede
os jo lidt i retning af det.
Da
så Far sendte julehilsen – det var jo det eneste, vi havde af personlig
kontakt, ud over brevene – det var lige før jul, så gik man på
posthuset ved midnatstid og sendte en personlig hilsen, og der sagde Far:
”Karen og Arne, Far vil ønske jer en rigtig glædelig jul, og til lille
Ulf vil jeg sige: du skal ikke være ked af dit navn, der er så mange der
hedder noget, der er meget værre!”. sådan var Far. Og Mor var
bekymret, og sendte kassevis af ting og sager. Bare vi havde ønsket det
mindste, så blev det sendt, i trækasser, der blev båret af kvinderne
nede fra havnen, på ryggen, 50 kg, til hvert skib faktisk. Sådan gik
det.
Som
barn har jeg nok ikke snakket så meget med Mor – jo jeg spurgte Mor
engang, hvor børnene kom fra – ”de kommer fra Gud”, sagde Mor. Det
var den seksualoplysning, vi fik!
Jeg
glemte at fortælle, at da vi så blev forlovet, og Arne kom til Randers første
gang som svigersøn – jeg kunne næsten ikke få det sagt til Mor, jeg
vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere det – men det blev jo, og han
fik lov at komme 2. juledag 1944.
Han
kom med toget, og samme nat havde vi haft besøg af tyskerne
(Grethe:
den skrækkelige nat!)
som
ville ind og se, om Henning, vores svoger, om han havde skudt på vagten,
der gik på den anden side af hækken.
(Grethe:
der var blevet skudt fra gårdspladsen)
-
der blev skudt inde fra vores have, nemlig. Tyskerne havde taget
fabrikken, og der gik en vagt neden for vores dør, for vores vinduer. Man
kunne høre hans skridt hen ad fortovet hver nat.
Og
så kom der et helt regiment, der kom vist én, der havde maskingevær
med, og 4-5 soldater. Og stod i gangen og ville gerne se den unge mand,
som havde været henne i haven om eftermiddagen sammen med Mor. Og det var
Henning, og han kom jo frem, og de ville gerne se, hvordan hans støvler så
ud. De var helt tørre, så han havde jo ikke været ude
(Grethe:
der var sne i haven).
Men
der lå noget tungt i hans ene frakkelomme, og den halede de op, og det
var en pakke. Han ville have været hen hos sin lille fætter med en
harmonika, en mundharpe, og den blev pakket ud.
Så
gik de igen, men de satte vagt uden for døren.
Vi
gik i seng, men Henning og Grethe stod op tidligt, Henning ville altså af
sted.
(Gerda:
de kom da ind og stod i gangen?)
ja,
ja, de stod i gangen og undersøgte alt det der med Henning, men de gik,
men mens Henning sad og drak morgenkaffe ringede det på døren, og jeg
gik ud og lukkede op, der stod en tysk soldat og en dansk pige som tolk,
og de ville gerne tale med Henning Rindorf. Jeg gik ind og sagde til
Henning: ”der er en soldat, der er en tysker, der vil tale med dig”.
Han rejste sig, alvorlig, og gik ud til dem, og så sagde de – på tysk,
og Henning forstod det så godt, men det blev alligevel oversat, at de
havde fundet én, en tysk soldat, der havde skudt på vagten. Det var
sikkert, de har nok været jaloux på hinanden, noget med en pige eller sådan
noget, og de ville gerne give en undskyldning, og han rakte hånden frem
og Henning gav tyskeren hånden. Det drillede vi ham jo noget med
bagefter, for danskere ville ikke så gerne give tyskere hånden dengang.
Så
tog de af sted, og samme aften kom Arne som svigersøn. Det var meget
uhyggeligt, egentlig, for han blev budt indenfor, og der sad vi, stuen
fyldt, og moster Gerda og Skjødt var der også, og så sagde jeg på et
vist tidspunkt, de spurgte ham lidt og han svarede høfligt, og så syntes
jeg, det blev så trist, og så sagde jeg ”Arne, skulle vi ikke gå ind
i spisestuen og sætte os”.
Det
gjorde vi så, og så snart vi var kommet derind, så gik døren op, og
Mor kom ind og lukkede døren efter sig. Og så sagde Mor: ”ja, det vil
jeg nu sige jer: det her med at holde af, det er jo meget godt. Men når
man skal giftes, så er det også en viljessag, sådan at når kærligheden
sætter ud, så skal viljen sætte ind. Og det skal man være klar over
gensidigt, at den ene vil, også den anden, at det er noget, de vil. Og
det får I brug for også”. Og så gik Mor igen.
Og
det var Arne så glad for, og det har han jo sagt til rigtig mange
mennesker, at ” når kærligheden slipper op, så er det noget med at sætte
viljen ind”. Og Mor sagde: ”I kan tro, jeg har haft lyst til at rende
fra det her mange gange, med det ville jeg altså ikke!”. Og det syntes jo Arne, at det var jo
alle tiders.
Mor
sagde jo flere ting til mig, som jeg ikke glemmer, og én ting, når vi
snakkede om noget, der var problemer med, og især noget, Mor havde
problemer med, så sagde Mor ”det lægger sig nu nok til rette”. Og
det brugte vi også i mit hjem mange gange, Arne han sagde det mange gange
”det lægger sig nok til rette”. Og det var jo egentlig et godt
valgsprog.
En
anden ting, som Arne syntes, men det var jo noget helt andet, Far kom
somme tider ind og fortalte, hvad han havde hørt en sige, og det blev til
et valgsprog i Arnes familie efterhånden, det var det, at værkfører
Thorvaldsen havde ledt efter noget, og de kunne ikke finde det, og så gik
han ind til Far, og så sagde han ”ja, det har ellers lagt og fløden
her i flere dage!”
Og
det syntes Far jo var så morsomt, og det kom jeg til at fortælle i Arnes
familie, så nu har de i en af lejlighedssangene, der stod det jo også,
også deri.
Men
Far havde jo sans for humor, og var mild, men der var jo nogle år, efter
Carl døde, der var der ikke et smil på Mors ansigt. Det var der ikke. Og
netop det, hvis der var noget, vi var ked af, så ville jeg jo ikke
bebyrde Mor med det, og der spurgte jeg somme tider mine søstre til råds.
Det
var jo godt nok at have sådan nogle søstre, og vi kedede os jo aldrig.
Vi havde altid legekammerater, og nogen at diskutere med, og vi hjalp
hinanden. Det var det.
Efter
jeg var blevet gift, og Mor var blevet alene, så lærte jeg Mor meget
bedre at kende, for hun kom jo tit hos os, fordi jeg var hjemmegående i
de første 20 år af mit ægteskab, og Else var jo også hjemme, så Mor
har jo besøgt os mere sådan i perioder end de andre, for de var jo
udearbejdende kvinder.
Og
jeg lærte Mor rigtig godt at kende, og vi fik diskuteret og snakket, og
Mor blev jo så glad for Arne.
Det
gjorde Far jo altså også, det fik de sagt, heldigvis, da vi kom hjem fra
Grønland, der sagde min far til ham en dag: ”altså, vi var jo bange
for, at I ikke kunne klare jer, men vi synes I har klaret det godt. Og det
var Arne meget, meget glad for.
Men
Mor blev i hvert fald meget glad for Arne, og diskuterede, og spurgte ham
da også til råd i mange tilfælde, og han var såmænd god at få råd
af…
|