familiens data

Else L. Rustkammergård 

 Fælles for alle I fætre  og kusiner, der er samlet her på, "Rustkammergård" i dag, den 24. august 1991, er slægtsskabet med mine forældre jeres morforældre, Anna Simone og Frederik Emil W. som jeg nu vil fortælle lidt om. 
Vort liv er langt mere forudbestemt, end vi aner, men ikke af stjernebilleder og biorytmer, men af vore nærmeste familierelationer.

Kilder:

Om W.-slægten har vi en del materiale:

1. Slægtsbogen: "Slægten W. fra 1709".

2. "Christian Heinrich og Carl Gotfred von W." som Henning R. udgav i 1963 om mine tiptip- og tipoldeforældre.

3. "Ritmesteren" - en daqbog i ramme", om min oldefars bror, som Henning også er forfatter til (1975).

4. "Erindringer fra krigen 1864" skrevet af min farfar, Frederik Vilhelm von W. og som Gerda og Bent har afskrevet og ladet trykke i 1964.

5. "Slægten W. Gennem 200 år, 1700 - 1900", (176 A4-ark hvortil Viggo og Poul Erik W. har samlet materiale og som indeholder mange interessante, men tidligere ukendte oplysninger i breve til min oldefar. Bent har kopieret det, så vi 6 søstre hver har fået et eksemplar.

Alt dette, forskellige kopier af regnskabsbøger, breve o.a., samt fotografier (som Ulf er mester for) af mine forældre og Fars forældre, er samlet i kontoret, så I senere kan se nærmere på det.

 Her i stuen hænger Arnes fremragende kopier af malerierne af mine tiptipoldeforældre. Tallerknerne, I spiser af, hører til det stel min farfar fik af mejerierne i Sdr. Vinge og Vellev, da han i 1896 havde 25-års jubilæum ved statsbanerne.

 Spejlet og skabet under har tilhørt min farfar - og er måske en arv fra ritmesteren, hans farbror, hvor han blev opdraget - og det har stået i vores barndomshjem i Randers. Der er således mange kilder til kendskab til slægten W., specielt dens mænd.

Min far, Frederik Emil:

Men ingen af jer har kendt min Far, jeres morfar. Derfor vil jeg først fortælle om ham.

Far blev født i 1880 i Ulstrup mellem Randers og Viborg, som nr. 4 af 5 børn. De havde privatlærerinde, som de drillede. Senere kom Far 2 1/2 år i mellemskole i Viborg Katedralskole, hvortil de tog med toget, men det var vist ikke nogen succes. 
Som 15-årig kom Far i købmandslære hos en enke i Horsens. Lærlingene boede og spiste hos damen, der var en streng og sur madmor, der dårligt undte dem kosten (det indtryk fik vi, når Far fortalte derom).

Far tog eksamen med udmærkelse fra Horsens Handelsskole. 
Nogle år var Far kommis i Nykøbing Falster, og ivrigt medlem af roklubben der. Derefter var Far ansat i Aarhus, hvor han forøvrigt blev formand for roklubben.

Som 27-årig, i 1907, kom Far til Randers, ansat hos S.C. Sørensen (afsked fra S.C.S 1918), der var startet som lille jernhandler, men med årene fik en meget stor virksomhed. 

Else, Grethe, Carl, Hanne, Karen Inger, Gerda.  1927.

Som ungkarl havde Far adskillige fritidsinteresser. Af en regnskabsbog fra den tid fremgår det bl.a. at fornøjelser er en stor post.

Han gik på jagt og holdt hund. Hos S.C. Sørensen traf han Anna Marcussen, der ligeledes var blevet ansat på kontoret i 1907, og de blev forlovede i 1913 og gift i 1914, da han var 33 1/2 og hun 28 år. 

1915 fik de en dreng, Carl Gotfred, og i 1916 en pige, Hanne Vilhelmine, og i de følgende 10 år fik de endnu 5 piger. Far var vist skuffet, da de sidste 2, tvillingerne, også var piger.

fars arbejdsliv indtil 1937:

I nogle år var Far ansat hos Ohlsen og Ahlman (1919-1923) og derefter forretningsfører ved "I.R.O.S.", jydsk rør og sanitet. 

1 1928 startede Far stålpladeradiatorfabrikken "Danar". Det var et helt nyt produkt. Tidligere havde man kun støbejernsradiatorer til de i begyndelsen af århundredet få centralvarmeanlæg, som blev installeret på institutioner, sygehuse o.lign. 
Tanken om at have centralvarme i private hjem trængte meget langsomt frem, man ville hellere fyre i hver sin kakkelovn. Far ejede ingen startkapital - men lånte 60.000 kr bl.a. til at købe nogle brugte maskiner. 
Samtidig med at produktionen så småt kom igang, rejste Far rundt i et halvt år uden at sælge en eneste radiator, men derefter gik det hurtigt fremad. Fabrikken blev udvidet så stærkt igennem 30'erne, at likviditeten ikke kunne følge med. 
Der skulle indkøbes nye maskiner og store mængder af jernplader, så Far måtte låne. Far havde et godt tag på at få radiatorerne lavet godt, så salget var stigende. Fabrikken kom til at beskæftige 200-300 mand. 

Vi boede på "Danar", Skolevej 1, i 10 år, min egentlige barndom, fra jeg var 7 til 17 år, på 1. og 2. sal over kontorerne. 
Det var en rummelig og lys lejlighed med god udsigt over Gudenådalen, og Mor holdt meget af den. Der var et stort vaskehus på 2. sal!! 
Haven var i 5 forskellige afdelinger rundt langs fabriksbygningerne. Vi havde det frit, med god legeplads. 
Vi levede med i fabrikkens liv. Vi så arbejderne komme om morgenen, hørte fabriksfløjten, så dem gå eller cykle hjem ved fyraften. 
Af og til var vi med Far rundt på fabrikken, hvor der var en øredøvende larm, så man kun kunne tale sammen, når man kom ind i værkførerens lille kontor, hvor der var glasrude i alle væggene, så man derfra kunne holde øje med, hvad der foregik. 

Vi så de store jernplader blive klippet over i passende stykker, når maskinarbejderen trådte på en pedal. 
Elementerne blev presset i facon i den store presse, og senere svejset sammen. Det var fascinerende at se, når de blev punktsvejset og gnisterne føg. Der var meget hårdt bære- og transportarbejde, og få sikkerhedsforanstaltninger. 
Det var en meget stor og spændende begivenhed, når der kom en ny maskine, især den store presse (i 1937). 
Den kom med skib til havnen, og blev kørt transporteret til "Danar". 
Det er blevet foreviget på fotos og i "Danarfilmen", da den blev læsset af. 
Vi kendte kontorpersonalet, værkføreren og flere af folkene, der arbejdede på "Danar". 
Altid var der trafik ud og ind på hverdage. 
På helligdage ændredes stemningen, når der var mennesketomt, og stille, lidt mystisk og uhyggeligt i de store rum. 

Far fremstillede den første panelradiator og fik patent på den. Far havde et stort medfødt teknisk talent og fik selv ideerne til videreudvikling af produkterne. 

I begyndelsen af 30'erne startede Hollesen sin "Golf" radiatorfabrik i København. 
Han var velhavende og havde derfor helt andre og bedre betingelser. Det blev en hård konkurrent. 

Trediverne var hårde. Der blev ikke råd til stort privatforbrug for den store familie, hvor der siden 1926 var 7 børn. Vi levede vist ret nøjsomt - i hvert fald var der ikke råd til nyt tapet i stuerne. 
Gulvtæppet i dagligstuen var slidt helt i stykker, så vi børn, der gik i "Forberedelsesskolen" (privatskole) i 5 år, og derefter på Statsskolen, syntes, at vi boede ikke nær så pænt som vore kammerater. 
Far og Mor overvejede en overgang at tage Hanne ud af gymnasiet, så hun kunne tjene penge, og at sætte Inger og Gerda i kommuneskole, men opgav det igen. 
Vi måtte passe godt på vores tøj, vi arvede hinandens, og i nogle år blev der kun anskaffet det allermest nødvendige, og vi var undertiden lidt flove over, at Mor gik så dårligt klædt. (Engang havde jeg en pige, der var ny i min klasse, med hjemme, og hun troede, Mor var vores rengøringskone.) 

Da likviditeten blev for anstrengt, konkurrencen hård, og da Carl døde (det slog hovedet på sømmet, for Far havde håbet en tid på, at Carl skulle kunne deltage i driften), solgte Far til Hollesen. 
I 1937, men det var vist en meget bitter beslutning at tage. 
Jeg har aldrig set Far så hærget og bevæget som da Far meddelte os, at nu var "Danar" solgt.

Tiden efter "Danar":

Vi flyttede 1938 til villaen på Hobrovej 68, den kostede 20.000 kr., og der blev straks installeret oliefyr, noget helt nyt dengang. 
Familiens økonomiske situation var fra da af betydeligt bedre.

I 1938 var Far rådgiver ved opførelse af en radiatorfabrik i Lahti i Finland, og i sommerferien arrangerede Far en 3-ugers biltur, hvor Mor, Hanne, Grethe og jeg var med over Oslo, op gennem Sverrig og Nordfinland, til Petsamo, dengang finsk havn ved det nordlige Ishav, og derfra ned gennem Finland til Valamo klosteret i Ladoga-søen og besøg i Lahti og Helsingfors. 
Vi boede og spiste på gode hoteller, så det har ikke været nogen helt billig tur. 
Under den finske vinterkrig viste Far Finlandslys­billeder i utallige forsamlingshuse ved støtteaftener.

Far købte forskellige ejendomme i Randers, bl.a. nogle gamle nedslidte margarinefabriksbygninger i Søren Møllersgade, og gav sig i kast med at fabrikere forskelligt. 
Komfurgelændere og ringstativer af messingrør havde vi fremstillet og solgt lige fra 1920'erne og var eneleverandør i Danmark. 
Dem gik der mange af før, under og i de første år efter 2. verdenskrig. 
Der blev lavet skaktdæksler til affaldsskakte. Den største og bedste artikel blev pianohængsler til skabslåger o. lign. 
Lige før krigen købte Far de nødvendige specialmaskiner i Tyskland, der var det eneste land, der producerede hængslerne, og fremstillede inden længe hele Danmarks forbrug. 
I løbet af krigen standsede produktionen, da råvarerne udeblev. 
Lige efter krigen var det kun muligt at få blankt jern, men produktionen fortsatte. 
Derfor arbejdede Far på at få et stort galvaniseringsanlæg opstillet i en nybygning. 
Efter store vanskeligheder lykkedes det at få store galvaniseringskar fra Sverrig. 
I 1947 var det i fuld gang, og der fremstilledes 3 km hængsler pr. dag. Fabrikken arbejdede 16 timer i døgnet og beskæftigede 25 mand. 50 - 75 % gik til eksport. 
Der var ordrer til ½ år frem fra europæiske lande, mellemøsten, Sydafrika og lande i Sydamerika. I forkromnings- og forniklingsanstalten var der vældig meget at lave, men det kneb med at få tilstrækkeligt med materialer.

I 1949 blev Far syg - fik en stor maveoperation, det var cancer. 
I 3/4 år havde Far det ret godt, men det gik hurtigt tilbage, og han døde i 1950. 
I 1953-54 solgte Mor fabrikken, og senere er bygningerne revet ned, for at give plads til gadegennembrud.

Far foretog gennem årene utallige rejser - oftest forretningsrejser, var meget ofte i København, utallige gange i Tyskland, og adskillige gange i Sverrig o.s.v. 
Også de mange engagementer i byens offentlige liv og i kristeligt præget socialt arbejde, som Far gav af sin tid og sine kræfter, medførte mange rejser rundt i landet.

Far var i byrådet i 2 omgange - i godt 16 år, og arbejdet i forskellige udvalg optog ham meget. 
Han var i menighedsrådet, var formand ­for Menighedsplejen i Randers, formand for K.F.U.M.'s soldaterhjem, for L.A.B (Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse)'s tøjbytnings- og reparationscentral, der under og efter krigen beskæftigede en snes damer. 
Næstformand for landsforeningen "Arbejde Adler", medlem af bestyrelserne for "Diakonhøjskolen" i Aarhus, foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse og foreningen til Kræftens Bekæmpelse, hvor han organiserede og førte regnskabet ved landsindsamlinger. 
Medlem af repræsentantskaberne for "Samvirket for Børneforsorgsinstitutioner" og "Håndværkerhøjskolen i Haslev". 
Medlem af forretningsudvalget og kasserer i 23 år for K.F.U.M. i Randers. Kasserer i foreningen ”Norden”. 
Medlem af bestyrelser for konservativ vælgerforening, diverse arbejdsgiver-, jernindustrifabrikant-, grundejer- og handelsstandsforening. 
I mange år, var Far medlem af skolenævnet ved Statsskolen (og var forøvrigt meget stolt af sine 6 matematiske piger).

Far var meget initiativrig - var med på noget nyt, købte bil i 1919, og købte den første kuglepen, da de kom frem i 1948 (den kostede 35 kr!). 
Far var god til at organisere. Han tog initiativ til og stod for indsamling af penge til et nyt soldaterhjem (stort og moderne, indviet under krigen) og en ny kirke, Sct. Clemens (som Inger og Johannes byggede i 50'erne). 
Med stor taktisk sans fik han fat på de rigtige mennesker til at handle og gennemføre projekterne og byggesagerne. 
Det blev attraktivt at sidde i indsamlingskomiteen til soldaterhjemmet (sammen med Amtmandinden, en oberstinde m.fl.)

Far var meget energisk, beslutsom, optimistisk, havde humoristisk sans, var altid rolig og behersket. Far var modig og stærk, og ikke bange for modgang. 
Han var ikke den store tænker, hans styrke var mere praktisk end boglig. Han førte aldrig teoretiske diskussioner, og viste ingen interesse for filosofiske og psykologiske emner. Havde ingen tid eller lyst til at beskæftige sig med kunst eller litteratur. 
Far havde lyst og mod til at give sig i kast med nye udfordringer, var aktiv og handlekraftig, men havde nok et lidt kantet væsen, og ikke alle forstod hans godmodige drillerier. 
Han fik mange henvendelser om hjælp fra mange forskellige mennesker, og var ofte imødekommende, af og til for godtroende. 
Jeg kan ikke huske, Far har skældt os ud eller irettesat os. 

I adskillige somre lejede vi sommerhus på Djursland. Mor nød det. 
Far kunne vanskeligt holde ferie, han kedede sig i sommerhus, selv om han badede og svømmede ivrigt, nej så var det bedre at sejle i motorbåd, som blev købt i 1938. 
Det var udfordrende at få motoren til at gå, og i reglen lykkedes det da også at undgå at gå på grund! 
Men det var bestemt ikke Mors fornøjelse! 
Far elskede at køre bil - kom oftest for sent af sted, så det var nødvendigt at køre stærkt for at nå færgen eller andet - men han kørte godt og sikkert, på de krogede og dårlige datidige veje. 
Far købte den højeste flagstang, der kunne fås, til villaen, og var meget ivrig til at flage. 

Far var kendt og respekteret i Randers og ud over landet i de faglige og sociale kredse. Ved hans død var overskriften i en af de lokale aviser: "En af menighedens stærke ege er segnet". 
Der var meget stor deltagelse ved begravelsen. Ved graven blev der holdt 6 taler, bl.a. af borgmesteren, og formændene for flere landsforeninger, hvor Far var medlem. 
Der var over 200 kranse+41 store kranse var med bånd. Mor opførte givernes navne på lange lister i nøjagtig alfabetisk orden - typisk for Mor.

Det betød uendelig meget for Far at have Mor ved sin side, og Mor indrettede hele sit liv efter Fars og familiens behov. De havde hver sit domæne - helt adskilt. 
Mor lyttede opmærksomt, når Far fortalte hende om sine problemer, både af økonomisk og menneskelig art, - og der var mange problemer i tidens løb. 
Mor passede Far op på alle måder, lavede den mad, Far kunne lide, ordnede alt det praktiske i hus og have, med husassistentens eller konehjælp. 
Jeg tror, hun pakkede hans kuffert til alle de mange rejser, som hun aldrig, mens børnene var hjemme, deltog i. 
Hus og børn var Mors domæne, som Mor passede omhyggeligt. Vi fik en tryg barndom, for Mor var altid hjemme.

Jeg har aldrig set Far hjælpe til med noget husligt, men vi havde jo oftest ung pige - og vi var desuden 7 kvinder i nogle år. 
Den sparsomme tid far tilbragte i hjemmet på hverdage gik, foruden med at spise og sove, med at læse sine 5 daglige aviser og ryge cigarer. 
Far kom ofte sent hjem, forsinket af arbejde eller møder. Så udsattes måltidet, naturligvis. 

”Mor, ve’ Mor hva’?

Vi sagde aldrig "du" til Far og Mor - det var helt naturligt for os kun at sige "Far" og "Mor", men medførte pudsige situationer, f.eks. da Far engang var ved at glemme sin badedragt ved stranden og Inger råbte: "Far, sin badedragt". .  

Mors historie:

Mors hjem var i Randers, hvor familien havde en viktualieforretning i det boligkvarter, hvor de boede. 
I enkelte perioder gik bedstefar vistnok på arbejde, men hovedsageligt levede de af forretningen, hvortil bedstefar dyrkede kartofler, grønsager og frugt, som de solgte. Børnene måtte hjælpe til. 
Moster Gerda har fortalt, at hun bragte mælk ud om morgenen, inden skolegang, til visse kunder. Senere levede de af at sælge bøger og blade fra Lohse's forlag.

Mor fik plads i huset, jeg tror nok allerede inden konfirmationen - en eftermiddagsplads hos en lærerinde.   
Mor var i fire år i Junkers klædeforretning, gik på handelsskole og kom i 1907 på kontoret hos S.C.Sørensen. 
Da hun begyndte at tjene penge sparede hun sammen til et klaver, købte senere en violin og tog undervisning. 

Mor havde 4 søstre og to brødre, og Mor var den ældste af dem, og den, der på en måde kom til at spille den største rolle i familien. 
Hun havde mange evner og var meget selvstændig, så hun klarede sig i alle måder godt, og blev godt gift. 
Mor havde et meget nært forhold til sin egen Mor, der var en dygtig, alvorlig og stræbsom kvinde, som vi ikke rigtig kom til at kende. Hun forekom mig at være meget gammel og fåmælt. 
Bedstefar var meget mild og venlig, ham kunne vi snakke med. Han overlevede Bedstemor i 4 år og døde i 1940. 

Mors hjem tilhørte "Indre Mission" og døtrene gik i forældrenes fodspor, så de havde deres veninder i K.F.U.K. og i samfundet. 
Vi må tænke på, at Indre Mission stiftedes i 1861 som en vækkelsesbevægelse i et samfund med hårde vilkår, ringe social forsorg og megen råhed. Det var bl.a. det I.M. reagerede imod, og det blev i høj grad en social bevægelse, for hvem det uden offentlige midler lykkedes at bygge 6-700 missionshuse og at tørlægge store dele af Jyllands kroer. Det var en anden tid, de levede i. 
Det er nemt for os i dag, at finde negative sider ved bevægelsen, f.eks. den stærke betoning af en streng moral, og afgjorte afstandtagen fra ydre foreteelser, såsom dans og kortspil. 

Unge piger blev oftest boende hjemme hos forældrene, til de blev gift, selv om de fik deres eget erhverv. 
Moster Gerda fortalte, at det vakte således nogen forargelse, da moster Olga flyttede i lejlighed, da hun som et par og tredive-årig havde etableret sig med broderiforretning i kompagniskab med en dame. 
Døtrene fik plads i hus, forretning eller kontor, mens de to sønner blev håndværkere, og senere henholdsvis ingeniør og arkitekt. 

Det var nok under Mors påvirkning, at Far, inden de blev gift, også sluttede sig til I.M. 
I vort hjem blev der altid bedt bordbøn (hvad der også er blevet i alle Mors svigersønners barndomshjem). 
Det var en helt naturlig ting, at familien gik i kirke hver søndag. Vi gik altid, jeg mindes ikke, at vi nogensinde cyklede eller kørte i bil. Oftest kom vi af sted i sidste Øjeblik, så der kun var plads yderst i korsarmen (i Sct. Peder) eller nederst (i Sct. Morten). 
Far holdt ellers af at sætte sig øverst. Han led ikke af falsk beskedenhed. 
Om søndagen arbejdede Far aldrig, men hyggede sig med familien. 
Søndag var den gang noget særligt. Vi tog søndagstøjet på, fik ekstra god middagsmad og kager til eftermiddags­kaffen. 
Om sommeren var der ofte udflugt for de hjemmeværende familiemedlemmer­, enten spadsere- eller biltur, under krigen cykletur, i nogle år motorbådssejltur.

Tro, kirke og kultur:

Far og Mor levede i en stærk tro på Gud. 
I talen ved Fars begravelse sagde præsten bl.a.: "Troen gør hverken livet lettere at leve eller giver en livsforklaring. Men medfører kampe. 
Men når et menneske alligevel giver sig Gud i vold, er det, fordi Gud bliver et menneske for stærk, og sætter mennesket på plads. Det giver fred og styrke og evnen til at se velgerninger i livets hændelser". 
Det passede godt på dem. Det var ægte og værdifuldt for dem. Den nærmest pietistiske Gudstro gav dem en forankring, et grundfæstet livssyn og en tydningsramme. 

Hjemme diskuterede vi i grunden ikke seriøse emner. For mig - og vist også for andre af mine søstre, var det berigende at stifte bekendtskab med den kristne gymnasiastbevægelse, hvor der var et meget frodigt, kulturelt og kirkeligt meget åbent fællesskab, hvor vi virkeligt talte om "noget" - eller blot lyttede til drøftelserne af bibelske og aktuelle emner og deltog i herlige samtaler om himmelen, jorden og alt, hvad dertil hører. 
Det berigede mine gymnasieår at deltage i gymnasiastbevægelsens lokale møder og studiekredse, og sammen med de nærmestliggende jyske gymnasier at mødes ved lejre, stævner og store møder med tidens store og mindre store ånder.
Gymnasiastbevægelsens ledere, von Spreckelsens, kaldet 'Fatter" og "Mutter", var meget livlige, muntre og intellektuelle, med stor interesse for litteratur, historie, arkæologi og kunst. 
Deres kristendomsforståelse var meget livsbekræftende. 

Ansvar for familien:

Mor havde meget at tage sig af og føle ansvar for. 
Som nygift påtog Mor sig at tage sin syge søster, Magda, til sit nye hjem og pleje hende 1/2 års tid til hun døde af tuberkulose. 
To af Mors ugifte søstre, Johanne og Olga, blev slået psykisk og økonomisk ud, da de var sidst i trediverne og boede derefter igen sammen med deres forældre i en lille 2 1/2 værelses lejlighed på 2. sal uden bad og toilet, men med et usselt lille loftskammer. 
Moster Olga døde i 1939, Moster Hanne levede til 1961. 

Fars ugifte, noget specielle, ældre søster, Faster Laura, boede sammen med sin fader i Randers, til han døde i 1921 - da var hun 46 år - og hun levede til 1955. 
Hun og Moster Hanne kom meget ofte i vores hjem, til alle højtiderne, fødselsdagene, og oftest om søndagene, og gerne flere gange i ugens løb. De var på mange måder afhængige af Mors tilsyn og hjælp på forskellige måder. 
Det var besværligt for Mor, og heller ikke morsomt for dem. 

Hvad der i adskillige år tyngede mest, var Carls sygdom, der ytrede sig som hovedpine og små absencer. 
Ingen af de mange læger, der blev konsulterede, kunne stille diagnosen, og ingen af de mange ophold, Carl måtte acceptere på kuranstalt, rekreationshjem, hvor han deltog i mark- og havearbejde, skiferie i Norge, sørejser m.m., hjalp. 
Mor forsøgte alt, og blev mere og mere bekymret og ængstelig - men talte aldrig til os piger derom, og først bagefter forstod vi, hvilken byrde, Mor bar på i de år. 
Jeg tror, Far håbede og forsøgte at tro, at Carl ville blive så rask, at han kunne overtage fabrikken, som han var meget engageret i, og derfor var det nok et større chock for Far, da Carl pludseligt døde i 1937. 
For Mor var det en umådelig sorg og samtidig en lettelse. 

Mor var psykisk meget stærk, hvorimod det især i årene efter Carls død kneb fysisk, da hun flere gange var overanstrengt, led af hovedpine, bihulebetændelse, og smerter i ryggen. 
Mor viste ikke gerne sine følelser. Hun forstod at skjule dem. Vi børn bekymrede os ikke for Mors problemer. Mor afslørede sig ikke. 
Det er i hendes efterladte dagbøger, vi har kunnet læse om alle de bekymringer, tanker og overvejelser, Mor gennem årene har haft om sine døtres karakter, indstilling til livsproblemerne o.m.a. 
Mor Ønskede bevidst at præge os til at blive gode, dygtige og fremadstræbende, men følte stærkt sin afmagt. 

Mor var et meget levende, nøgternt og usentimentalt menneske, der stillede meget store krav til sig selv. 
Mor stillede egentlig få krav til os om at tage del i og medansvar for. de daglige arbejder i huset. Vi blev vist forvænte. 
Mor smurte vores skolemad om morgenen – i mange år var vi dog 5 skoleelever samtidig. Alt vort tøj blev vasket og strøget - ved fru Baklevs hjælp. 
Jo, vi hjalp til ved opvasken, når den unge pige havde fri. 
Efterhånden som vi rejste hjemmefra fortsatte vi med at sende kufferter med vasketøj hjem, indtil vi blev gift. Hvor har Mor dog pakket og sendt mange kufferter! 
Mor havde store ambitioner på vores vegne, så vi skulle have de bedste betingelser for at passe vores skolearbejde, fritidsinteresser, og senere vores uddannelser. 
Ingen af os tjente noget til vores uddannelse -det gjorde man ikke! eller fik støtte eller lån - der kom en check fra Far til hver af os hver måned. 

Hanne mærkede, som den ældste, mest til de knappe midler i 30'erne, for os andre var der ingen problemer, men heller ingen flothed. Vores barndom var meget tryg. Mor var altid hjemme. Mor var et begreb, Mor passede børn og husførelse meget ansvarsfuldt. Mor var meget flittig, energisk og pligtopfyldende. Mor bestræbte sig meget på at give os velsmagende og ernæringsrigtig sund mad, bagte grahamsbrød, lavede råkostsalat, vi fik til måltidet, der stod parat, når vi kom hjem fra skole. 
Mor læste Hindhede, Johanne Christiansen og andre af tidens profeter. 
Selv tog hun kolde afvaskninger om morgenen, og prøvede på alle måder at leve sundt. Hun gik nogle år til gymnastik, hvad gifte kvinder ellers ikke gjorde. 
Men det huslige var næppe Mors oprindelig største interesse, hun havde mange andre, som der dårligt blev tid til, f.eks. læsning. 
Mor medbragte adskillige bøger, da de blev gift, og undrede sig, da Far kun ejede: "Terje Vigen" og "Komedie på Kronborg". 

Tal havde Mors interesse. 
Hun førte hele livet igennem nøjagtigt regnskab for hver eneste Øre, hun gav ud, og det skulle stemme hver dag, så Mor tilbragte hver aften flere timer ved sit lille fine skrivebord, hvor hun også skrev mange breve med sin meget sirlige, usædvanlig regelmæssige og smukke skrift. 
Mor skrev hurtigt, og da vi var rejst hjemmefra fik vi altid brev hver uge, ofte med formaninger og gode råd. 
I 1953 skrev Mor i et langt brev bl.a. at hun altid har hadet støv og snavsede kroge og har troet, det kunne lade sig gøre at udføre sit arbejde til 100 % kvalitet, og samtidig planlagt mere, end hun kunne overkomme. 
Mor ville udføre alle pligterne først, og var derfor for træt til vigtigere opgaver. Hun gav ikke sig selv lov til at beskæftige sig med de ting, hun havde lyst til, så længe der var andet der skulle gøres. 
Mor erkendte, at hun havde været alt for pligtopfyldende og pertentlig, haft alt for travlt, og følt utilfredshed med, at det ikke lykkedes hende at nå det hele. 
Det munder ud i spørgsmålet, om jeg ikke også kender noget af alt dette - og indrømmelsen "det er vanskeligt at forandre sig selv". 

Der var pinlig orden og renlighed overalt i vort hjem. Selv kælderen var altid fin og ren, og med malede gulve. 
Flere gange om ugen gik Mor ned i byen for at gøre indkøb hos slagter, købmand, grønthandler, fiskehandler, ostehandler eller andre, hvor vi var faste og gode kunder.
Mor ville ved selvsyn sikre sig, at varerne var af bedste kvalitet, og Mor holdt vist egentlig af disse raske indkøbsture, og Mor blev godt kendt med de handlende. 
Især købmand N.P. Schmidt og fru Schmidt i Vestergade blev gode og livsvarige venner af familien. Bydrengene bragte så varerne hjem.

Det var en stor glæde for Mor at få svigersønner fra 1945 til 1953, og Mor satte stor pris på dem alle fem, rådførte sig gerne med dem, og førte lange samtaler med dem. 
Når de kom på besøg, kræsede Mor gerne op for dem - måske syntes hun, at deres koner viste dem for lidt "ærbødighed". 

Det første år efter Fars død havde Mor flere maveblødninger, men rettede sig og fik en god og aktiv enkeperiode, hvor hun bl.a. læste meget og rejste rundt og besøgte sine børn, var afslappet og mild og glædede sig over børnebørnene. 
Hun købte sommerhus på Mols i 1961 og nød det meget. 
I 1970 blev Mor syg, og kom på plejehjem i Hornslet, hvor hun tilbragte 7 1/2 år og hvor hun døde stille i januar 1978, i sit 92. år.