
fest 2011 |
| |
Nedenstående er
Else's tale fra Rustkammerfesten i 1991.
Else L. Rustkammergård
Fælles
for alle I fætre og kusiner,
der er samlet her på, "Rustkammergård" i dag, den 24. august
1991, er slægtsskabet med mine forældre jeres morforældre, Anna Simone
og Frederik Emil W. som jeg nu vil fortælle lidt om.
Vort liv er langt mere forudbestemt, end vi aner, men ikke af
stjernebilleder og biorytmer, men af vore nærmeste familierelationer.
|
Kilder:
Om
W.-slægten har vi en del materiale:
1. Slægtsbogen:
"Slægten W. fra 1709".
2. "Christian
Heinrich og Carl Gotfred von W." som Henning R. udgav i 1963 om mine
tiptip- og tipoldeforældre.
3.
"Ritmesteren" - en daqbog i ramme", om min oldefars bror,
som Henning også er forfatter til (1975).
4. "Erindringer
fra krigen 1864" skrevet af min farfar, Frederik Vilhelm von W. og
som Gerda og Bent har afskrevet og ladet trykke i 1964.
5. "Slægten W.
Gennem 200 år, 1700 - 1900", (176 A4-ark hvortil Viggo og Poul Erik
W. har samlet materiale og som indeholder mange interessante, men
tidligere ukendte oplysninger i breve til min oldefar. Bent har kopieret
det, så vi 6 søstre hver har fået et eksemplar.
Alt dette, forskellige
kopier af regnskabsbøger, breve o.a., samt fotografier (som Ulf er mester
for) af mine forældre og Fars forældre, er samlet i kontoret, så I
senere kan se nærmere på det.
Her
i stuen hænger Arnes fremragende kopier af malerierne af mine
tiptipoldeforældre. Tallerknerne, I spiser af, hører til det stel min
farfar fik af mejerierne i Sdr. Vinge og Vellev, da han i 1896 havde 25-års
jubilæum ved statsbanerne.
Spejlet
og skabet under har tilhørt min farfar - og er måske en arv fra
ritmesteren, hans farbror, hvor han blev opdraget - og det har stået i
vores barndomshjem i Randers. Der er således mange kilder til kendskab
til slægten W., specielt dens mænd.
|
Min far, Frederik
Emil:
Men ingen af jer har
kendt min Far, jeres morfar. Derfor vil jeg først fortælle om ham.
Far
blev født i 1880 i Ulstrup mellem Randers og Viborg, som nr. 4 af 5 børn.
De havde privatlærerinde, som de drillede. Senere kom Far 2 1/2 år i
mellemskole i Viborg Katedralskole, hvortil de tog med toget, men det var
vist ikke nogen succes.
Som 15-årig kom Far i købmandslære hos en enke i Horsens. Lærlingene
boede og spiste hos damen, der var en streng og sur madmor, der dårligt
undte dem kosten (det indtryk fik vi, når Far fortalte derom).
Far tog eksamen med udmærkelse
fra Horsens Handelsskole.
Nogle år var Far kommis i Nykøbing Falster, og ivrigt medlem af
roklubben der. Derefter var Far ansat i Aarhus, hvor han forøvrigt blev
formand for roklubben.
Som 27-årig, i 1907,
kom Far til Randers, ansat hos S.C. Sørensen (afsked fra S.C.S 1918), der
var startet som lille jernhandler, men med årene fik en meget stor
virksomhed.
 |
Else, Grethe,
Carl, Hanne, Karen
Inger, Gerda.
1927. |
Som ungkarl havde Far adskillige fritidsinteresser. Af en
regnskabsbog fra den tid fremgår det bl.a. at fornøjelser er en stor
post.
Han
gik på jagt og holdt hund. Hos S.C. Sørensen traf han Anna Marcussen,
der ligeledes var blevet ansat på kontoret i 1907, og de blev forlovede i
1913 og gift i 1914, da han var 33 1/2 og hun 28 år.
1915
fik de en dreng, Carl Gotfred, og i 1916 en pige, Hanne Vilhelmine, og i
de følgende 10 år fik de endnu 5 piger. Far var vist skuffet, da de
sidste 2, tvillingerne, også var piger.
|
fars arbejdsliv
indtil 1937:
I nogle år var Far
ansat hos Ohlsen og Ahlman (1919-1923) og derefter forretningsfører ved
"I.R.O.S.", jydsk rør og sanitet.
1 1928 startede Far stålpladeradiatorfabrikken
"Danar". Det var et helt nyt produkt. Tidligere havde man kun støbejernsradiatorer
til de i begyndelsen af århundredet få centralvarmeanlæg, som blev
installeret på institutioner, sygehuse o.lign.
Tanken om at have centralvarme i private hjem trængte meget langsomt
frem, man ville hellere fyre i hver sin kakkelovn. Far ejede ingen
startkapital - men lånte 60.000 kr bl.a. til at købe nogle brugte
maskiner.
Samtidig med at produktionen så småt kom igang, rejste Far rundt i et
halvt år uden at sælge en eneste radiator, men derefter gik det hurtigt
fremad. Fabrikken blev udvidet så stærkt igennem 30'erne, at
likviditeten ikke kunne følge med.
Der skulle indkøbes nye maskiner og store mængder af jernplader, så Far
måtte låne. Far havde et godt tag på at få radiatorerne lavet godt, så
salget var stigende. Fabrikken kom til at beskæftige 200-300 mand.
Vi boede på "Danar",
Skolevej 1, i 10 år, min egentlige barndom, fra jeg var 7 til 17 år, på
1. og 2. sal over kontorerne.
Det var en rummelig og lys lejlighed med god udsigt over Gudenådalen, og
Mor holdt meget af den. Der var et stort vaskehus på 2. sal!!
Haven var i 5 forskellige afdelinger rundt langs fabriksbygningerne. Vi
havde det frit, med god legeplads.
Vi levede med i fabrikkens liv. Vi så arbejderne komme om morgenen, hørte
fabriksfløjten, så dem gå eller cykle hjem ved fyraften.
Af og til var vi med Far rundt på fabrikken, hvor der var en øredøvende
larm, så man kun kunne tale sammen, når man kom ind i værkførerens
lille kontor, hvor der var glasrude i alle væggene, så man derfra kunne
holde øje med, hvad der foregik.
Vi så de store
jernplader blive klippet over i passende stykker, når maskinarbejderen trådte
på en pedal.
Elementerne blev presset i facon i den store presse, og senere svejset
sammen. Det var fascinerende at se, når de blev punktsvejset og gnisterne
føg. Der var meget hårdt bære- og transportarbejde, og få
sikkerhedsforanstaltninger.
Det var en meget stor og spændende begivenhed, når der kom en ny
maskine, især den store presse (i 1937).
Den kom med skib til havnen, og blev kørt transporteret til "Danar".
Det er blevet foreviget på fotos og i "Danarfilmen", da den
blev læsset af.
Vi kendte kontorpersonalet, værkføreren og flere af folkene, der
arbejdede på "Danar".
Altid var der trafik ud og ind på hverdage.
På helligdage ændredes stemningen, når der var mennesketomt, og stille,
lidt mystisk og uhyggeligt i de store rum.
Far fremstillede den første
panelradiator og fik patent på den. Far havde et stort medfødt teknisk
talent og fik selv ideerne til videreudvikling af produkterne.
I begyndelsen af
30'erne startede Hollesen sin "Golf" radiatorfabrik i København.
Han var velhavende og havde derfor helt andre og bedre betingelser. Det
blev en hård konkurrent.
Trediverne var hårde.
Der blev ikke råd til stort privatforbrug for den store familie, hvor der
siden 1926 var 7 børn. Vi levede vist ret nøjsomt - i hvert fald var der
ikke råd til nyt tapet i stuerne.
Gulvtæppet i dagligstuen var slidt helt i stykker, så vi børn, der gik
i "Forberedelsesskolen" (privatskole) i 5 år, og derefter på
Statsskolen, syntes, at vi boede ikke nær så pænt som vore
kammerater.
Far og Mor overvejede en overgang at tage Hanne ud af gymnasiet, så hun
kunne tjene penge, og at sætte Inger og Gerda i kommuneskole, men opgav
det igen.
Vi måtte passe godt på vores tøj, vi arvede hinandens, og i nogle år
blev der kun anskaffet det allermest nødvendige, og vi var undertiden
lidt flove over, at Mor gik så dårligt klædt. (Engang havde jeg en
pige, der var ny i min klasse, med hjemme, og hun troede, Mor var vores
rengøringskone.)
Da likviditeten blev
for anstrengt, konkurrencen hård, og da Carl døde (det slog hovedet på
sømmet, for Far havde håbet en tid på, at Carl skulle kunne deltage i
driften), solgte Far til Hollesen.
I 1937, men det var vist en meget bitter beslutning at tage.
Jeg har aldrig set Far så hærget og bevæget som da Far meddelte os, at
nu var "Danar" solgt.
|
Tiden
efter "Danar":
Vi
flyttede 1938 til villaen på Hobrovej 68, den kostede 20.000 kr., og der
blev straks installeret oliefyr, noget helt nyt dengang.
Familiens økonomiske situation var fra da af betydeligt bedre.
I 1938 var Far rådgiver
ved opførelse af en radiatorfabrik i Lahti i Finland, og i sommerferien
arrangerede Far en 3-ugers biltur, hvor Mor, Hanne, Grethe og jeg var med
over Oslo, op gennem Sverrig og Nordfinland, til Petsamo, dengang finsk
havn ved det nordlige Ishav, og derfra ned gennem Finland til Valamo
klosteret i Ladoga-søen og besøg i Lahti og Helsingfors.
Vi boede og spiste på gode hoteller, så det har ikke været nogen helt
billig tur.
Under den finske vinterkrig viste Far Finlandslysbilleder i utallige
forsamlingshuse ved støtteaftener.
Far købte forskellige
ejendomme i Randers, bl.a. nogle gamle nedslidte margarinefabriksbygninger
i Søren Møllersgade, og gav sig i kast med at fabrikere
forskelligt.
Komfurgelændere og ringstativer af messingrør havde vi fremstillet og
solgt lige fra 1920'erne og var eneleverandør i Danmark.
Dem gik der mange af før, under og i de første år efter 2.
verdenskrig.
Der blev lavet skaktdæksler til affaldsskakte. Den største og bedste
artikel blev pianohængsler til skabslåger o. lign.
Lige før krigen købte Far de nødvendige specialmaskiner i Tyskland, der
var det eneste land, der producerede hængslerne, og fremstillede inden længe
hele Danmarks forbrug.
I løbet af krigen standsede produktionen, da råvarerne udeblev.
Lige efter krigen var det kun muligt at få blankt jern, men produktionen
fortsatte.
Derfor arbejdede Far på at få et stort galvaniseringsanlæg opstillet i
en nybygning.
Efter store vanskeligheder lykkedes det at få store galvaniseringskar fra
Sverrig.
I 1947 var det i fuld gang, og der fremstilledes 3 km hængsler pr. dag.
Fabrikken arbejdede 16 timer i døgnet og beskæftigede 25 mand. 50 - 75 %
gik til eksport.
Der var ordrer til ½ år frem fra europæiske lande, mellemøsten,
Sydafrika og lande i Sydamerika. I forkromnings- og forniklingsanstalten
var der vældig meget at lave, men det kneb med at få tilstrækkeligt med
materialer.
I 1949 blev Far syg -
fik en stor maveoperation, det var cancer.
I 3/4 år havde Far det ret godt, men det gik hurtigt tilbage, og han døde
i 1950.
I 1953-54 solgte Mor fabrikken, og senere er bygningerne revet ned, for at
give plads til gadegennembrud.
Far foretog gennem årene utallige
rejser - oftest forretningsrejser, var meget ofte i København, utallige
gange i Tyskland, og adskillige gange i Sverrig o.s.v.
Også de mange engagementer i byens offentlige liv og i kristeligt præget
socialt arbejde, som Far gav af sin tid og sine kræfter, medførte mange
rejser rundt i landet.
|
Byråd
og foreninger:
Far var i byrådet i 2 omgange - i godt
16 år, og arbejdet i forskellige udvalg optog ham meget.
Han var i menighedsrådet, var formand for Menighedsplejen i Randers,
formand for K.F.U.M.'s soldaterhjem, for L.A.B (Landsforeningen til
Arbejdsløshedens Bekæmpelse)'s tøjbytnings- og reparationscentral, der
under og efter krigen beskæftigede en snes damer.
Næstformand for landsforeningen "Arbejde Adler", medlem af
bestyrelserne for "Diakonhøjskolen" i Aarhus, foreningen til Børnelammelsens
Bekæmpelse og foreningen til Kræftens Bekæmpelse, hvor han organiserede
og førte regnskabet ved landsindsamlinger.
Medlem af repræsentantskaberne for "Samvirket for Børneforsorgsinstitutioner"
og "Håndværkerhøjskolen i Haslev".
Medlem af forretningsudvalget og kasserer i 23 år for K.F.U.M. i Randers.
Kasserer i foreningen ”Norden”.
Medlem af bestyrelser for konservativ vælgerforening, diverse
arbejdsgiver-, jernindustrifabrikant-, grundejer- og
handelsstandsforening.
I mange år, var Far medlem af skolenævnet ved Statsskolen (og var forøvrigt
meget stolt af sine 6 matematiske piger).
|
Far
var meget initiativrig - var med på noget nyt, købte bil i 1919, og købte
den første kuglepen, da de kom frem i 1948 (den kostede 35 kr!).
Far var god til at organisere. Han tog initiativ til og stod for
indsamling af penge til et nyt soldaterhjem (stort og moderne, indviet
under krigen) og en ny kirke, Sct. Clemens (som Inger og Johannes byggede
i 50'erne).
Med stor taktisk sans fik han fat på de rigtige mennesker til at handle
og gennemføre projekterne og byggesagerne.
Det blev attraktivt at sidde i indsamlingskomiteen til soldaterhjemmet
(sammen med Amtmandinden, en oberstinde m.fl.)
Far var meget energisk, beslutsom,
optimistisk, havde humoristisk sans, var altid rolig og behersket. Far var
modig og stærk, og ikke bange for modgang.
Han var ikke den store tænker, hans styrke var mere praktisk end boglig.
Han førte aldrig teoretiske diskussioner, og viste ingen interesse for
filosofiske og psykologiske emner. Havde ingen tid eller lyst til at beskæftige
sig med kunst eller litteratur.
Far havde lyst og mod til at give sig i kast med nye udfordringer, var
aktiv og handlekraftig, men havde nok et lidt kantet væsen, og ikke alle
forstod hans godmodige drillerier.
Han fik mange henvendelser om hjælp fra mange forskellige mennesker, og
var ofte imødekommende, af og til for godtroende.
Jeg kan ikke huske, Far har skældt os ud eller irettesat os.
I adskillige somre
lejede vi sommerhus på Djursland. Mor nød det.
Far kunne vanskeligt holde ferie, han kedede sig i sommerhus, selv om han
badede og svømmede ivrigt, nej så var det bedre at sejle i motorbåd,
som blev købt i 1938.
Det var udfordrende at få motoren til at gå, og i reglen lykkedes det da
også at undgå at gå på grund!
Men det var bestemt ikke Mors fornøjelse!
Far elskede at køre bil - kom oftest for sent af sted, så det var nødvendigt
at køre stærkt for at nå færgen eller andet - men han kørte godt og
sikkert, på de krogede og dårlige datidige veje.
Far købte den højeste flagstang, der kunne fås, til villaen, og var
meget ivrig til at flage.
Far var kendt og respekteret i Randers og
ud over landet i de faglige og sociale kredse. Ved hans død var
overskriften i en af de lokale aviser: "En af menighedens stærke ege
er segnet".
Der var meget stor deltagelse ved begravelsen. Ved graven blev der holdt 6
taler, bl.a. af borgmesteren, og formændene for flere landsforeninger,
hvor Far var medlem.
Der var over 200 kranse+41 store kranse var med bånd. Mor opførte
givernes navne på lange lister i nøjagtig alfabetisk orden - typisk for
Mor.
Det
betød uendelig meget for Far at have Mor ved sin side, og Mor indrettede
hele sit liv efter Fars og familiens behov. De havde hver sit domæne -
helt adskilt.
Mor lyttede opmærksomt, når Far fortalte hende om sine problemer, både
af økonomisk og menneskelig art, - og der var mange problemer i tidens løb.
Mor passede Far op på alle måder, lavede den mad, Far kunne lide,
ordnede alt det praktiske i hus og have, med husassistentens eller konehjælp.
Jeg tror, hun pakkede hans kuffert til alle de mange rejser, som hun
aldrig, mens børnene var hjemme, deltog i.
Hus og børn var Mors domæne, som Mor passede omhyggeligt. Vi fik en tryg
barndom, for Mor var altid hjemme.
Jeg har aldrig set Far
hjælpe til med noget husligt, men vi havde jo oftest ung pige - og vi var
desuden 7 kvinder i nogle år.
Den sparsomme tid far tilbragte i hjemmet på hverdage gik, foruden med at
spise og sove, med at læse sine 5 daglige aviser og ryge cigarer.
Far kom ofte sent hjem, forsinket af arbejde eller møder. Så udsattes måltidet,
naturligvis.
|
”Mor,
ve’ Mor hva’?
Vi
sagde aldrig "du" til Far og Mor - det var helt naturligt for os
kun at sige "Far" og "Mor", men medførte pudsige
situationer, f.eks. da Far engang var ved at glemme sin badedragt ved
stranden og Inger råbte: "Far, sin badedragt". .
|
Mors historie:
Mors hjem var i
Randers, hvor familien havde en viktualieforretning i det boligkvarter,
hvor de boede.
I enkelte perioder gik bedstefar vistnok på arbejde, men hovedsageligt
levede de af forretningen, hvortil bedstefar dyrkede kartofler, grønsager
og frugt, som de solgte. Børnene måtte hjælpe til.
Moster Gerda har fortalt, at hun bragte mælk ud om morgenen, inden
skolegang, til visse kunder. Senere levede de af at sælge bøger og blade
fra Lohse's forlag.
Mor fik plads i huset,
jeg tror nok allerede inden konfirmationen - en eftermiddagsplads hos en lærerinde.
Mor var i fire år i Junkers klædeforretning, gik på handelsskole og kom
i 1907 på kontoret hos S.C.Sørensen.
Da hun begyndte at tjene penge sparede hun sammen til et klaver, købte
senere en violin og tog undervisning.
Mor havde 4 søstre og
to brødre, og Mor var den ældste af dem, og den, der på en måde kom
til at spille den største rolle i familien.
Hun havde mange evner og var meget selvstændig, så hun klarede sig i
alle måder godt, og blev godt gift.
Mor havde et meget nært forhold til sin egen Mor, der var en dygtig,
alvorlig og stræbsom kvinde, som vi ikke rigtig kom til at kende. Hun
forekom mig at være meget gammel og fåmælt.
Bedstefar var meget mild og venlig, ham kunne vi snakke med. Han
overlevede Bedstemor i 4 år og døde i 1940.
Mors hjem tilhørte
"Indre Mission" og døtrene gik i forældrenes fodspor, så de
havde deres veninder i K.F.U.K. og i samfundet.
Vi må tænke på, at Indre Mission stiftedes i 1861 som en vækkelsesbevægelse
i et samfund med hårde vilkår, ringe social forsorg og megen råhed. Det
var bl.a. det I.M. reagerede imod, og det blev i høj grad en social bevægelse,
for hvem det uden offentlige midler lykkedes at bygge 6-700 missionshuse
og at tørlægge store dele af Jyllands kroer. Det var en anden tid, de
levede i.
Det er nemt for os i dag, at finde negative sider ved bevægelsen, f.eks.
den stærke betoning af en streng moral, og afgjorte afstandtagen fra ydre
foreteelser, såsom dans og kortspil.
Unge piger blev oftest
boende hjemme hos forældrene, til de blev gift, selv om de fik deres eget
erhverv.
Moster Gerda fortalte, at det vakte således nogen forargelse, da moster
Olga flyttede i lejlighed, da hun som et par og tredive-årig havde
etableret sig med broderiforretning i kompagniskab med en dame.
Døtrene fik plads i hus, forretning eller kontor, mens de to sønner blev
håndværkere, og senere henholdsvis ingeniør og arkitekt.
Det
var nok under Mors påvirkning, at Far, inden de blev gift, også sluttede
sig til I.M.
I vort hjem blev der altid bedt bordbøn (hvad der også er blevet i alle
Mors svigersønners barndomshjem).
Det var en helt naturlig ting, at familien gik i kirke hver søndag. Vi gik
altid, jeg mindes ikke, at vi nogensinde cyklede eller kørte i bil.
Oftest kom vi af sted i sidste Øjeblik, så der kun var plads yderst i
korsarmen (i Sct. Peder) eller nederst (i Sct. Morten).
Far holdt ellers af at sætte sig øverst. Han led ikke af falsk
beskedenhed.
Om søndagen arbejdede Far aldrig, men hyggede sig med familien.
Søndag var den gang noget særligt. Vi tog søndagstøjet på, fik ekstra
god middagsmad og kager til eftermiddagskaffen.
Om sommeren var der ofte udflugt for de hjemmeværende familiemedlemmer,
enten spadsere- eller biltur, under krigen cykletur, i nogle år motorbådssejltur.
|
Tro,
kirke og kultur:
Far
og Mor levede i en stærk tro på Gud.
I talen ved Fars begravelse sagde præsten bl.a.: "Troen gør hverken
livet lettere at leve eller giver en livsforklaring. Men medfører
kampe.
Men når et menneske alligevel giver sig Gud i vold, er det, fordi Gud
bliver et menneske for stærk, og sætter mennesket på plads. Det giver
fred og styrke og evnen til at se velgerninger i livets hændelser".
Det passede godt på dem. Det var ægte og værdifuldt for dem. Den nærmest
pietistiske Gudstro gav dem en forankring, et grundfæstet livssyn og en
tydningsramme.
Hjemme
diskuterede vi i grunden ikke seriøse emner. For mig - og vist også for
andre af mine søstre, var det berigende at stifte bekendtskab med den
kristne gymnasiastbevægelse, hvor der var et meget frodigt, kulturelt og
kirkeligt meget åbent fællesskab, hvor vi virkeligt talte om
"noget" - eller blot lyttede til drøftelserne af bibelske og
aktuelle emner og deltog i herlige samtaler om himmelen, jorden og alt,
hvad dertil hører.
Det berigede mine gymnasieår at deltage i gymnasiastbevægelsens lokale møder
og studiekredse, og sammen med de nærmestliggende jyske gymnasier at mødes
ved lejre, stævner og store møder med tidens store og mindre store ånder.
Gymnasiastbevægelsens ledere, von Spreckelsens, kaldet 'Fatter" og
"Mutter", var meget livlige, muntre og intellektuelle, med stor
interesse for litteratur, historie, arkæologi og kunst.
Deres kristendomsforståelse var meget livsbekræftende.
|
Ansvar
for familien:
Mor
havde meget at tage sig af og føle ansvar for.
Som nygift påtog Mor sig at tage sin syge søster, Magda, til sit nye
hjem og pleje hende 1/2 års tid til hun døde af tuberkulose.
To af Mors ugifte søstre, Johanne og Olga, blev slået psykisk og økonomisk
ud, da de var sidst i trediverne og boede derefter igen sammen med deres
forældre i en lille 2 1/2 værelses lejlighed på 2. sal uden bad og
toilet, men med et usselt lille loftskammer.
Moster Olga døde i 1939, Moster Hanne levede til 1961.
Fars
ugifte, noget specielle, ældre søster, Faster Laura, boede sammen med
sin fader i Randers, til han døde i 1921 - da var hun 46 år - og hun
levede til 1955.
Hun og Moster Hanne kom meget ofte i vores hjem, til alle højtiderne, fødselsdagene,
og oftest om søndagene, og gerne flere gange i ugens løb. De var på
mange måder afhængige af Mors tilsyn og hjælp på forskellige måder.
Det var besværligt for Mor, og heller ikke morsomt for dem.
Hvad
der i adskillige år tyngede mest, var Carls sygdom, der ytrede sig som
hovedpine og små absencer.
Ingen af de mange læger, der blev konsulterede, kunne stille diagnosen,
og ingen af de mange ophold, Carl måtte acceptere på kuranstalt,
rekreationshjem, hvor han deltog i mark- og havearbejde, skiferie i Norge,
sørejser m.m., hjalp.
Mor forsøgte alt, og blev mere og mere bekymret og ængstelig - men talte
aldrig til os piger derom, og først bagefter forstod vi, hvilken byrde,
Mor bar på i de år.
Jeg tror, Far håbede og forsøgte at tro, at Carl ville blive så rask,
at han kunne overtage fabrikken, som han var meget engageret i, og derfor
var det nok et større chock for Far, da Carl pludseligt døde i
1937.
For Mor var det en umådelig sorg og samtidig en lettelse.
Mor
var psykisk meget stærk, hvorimod det især i årene efter Carls død
kneb fysisk, da hun flere gange var overanstrengt, led af hovedpine,
bihulebetændelse, og smerter i ryggen.
Mor viste ikke gerne sine følelser. Hun forstod at skjule dem. Vi børn
bekymrede os ikke for Mors problemer. Mor afslørede sig ikke.
Det er i hendes efterladte dagbøger, vi har kunnet læse om alle de
bekymringer, tanker og overvejelser, Mor gennem årene har haft om sine døtres
karakter, indstilling til livsproblemerne o.m.a.
Mor Ønskede bevidst at præge os til at blive gode, dygtige og fremadstræbende,
men følte stærkt sin afmagt.
Mor
var et meget levende, nøgternt og usentimentalt menneske, der stillede
meget store krav til sig selv.
Mor stillede egentlig få krav til os om at tage del i og medansvar for.
de daglige arbejder i huset. Vi blev vist forvænte.
Mor smurte vores skolemad om morgenen – i mange år var vi dog 5
skoleelever samtidig. Alt vort tøj blev vasket og strøget - ved fru
Baklevs hjælp.
Jo, vi hjalp til ved opvasken, når den unge pige havde fri.
Efterhånden som vi rejste hjemmefra fortsatte vi med at sende kufferter
med vasketøj hjem, indtil vi blev gift. Hvor har Mor dog pakket og sendt
mange kufferter!
Mor havde store ambitioner på vores vegne, så vi skulle have de bedste
betingelser for at passe vores skolearbejde, fritidsinteresser, og senere
vores uddannelser.
Ingen af os tjente noget til vores uddannelse -det gjorde man ikke! eller
fik støtte eller lån - der kom en check fra Far til hver af os hver måned.
Hanne
mærkede, som den ældste, mest til de knappe midler i 30'erne, for os
andre var der ingen problemer, men heller ingen flothed. Vores
barndom var meget tryg. Mor var altid hjemme. Mor var et begreb, Mor
passede børn og husførelse meget ansvarsfuldt. Mor var meget flittig,
energisk og pligtopfyldende. Mor bestræbte sig meget på at give os
velsmagende og ernæringsrigtig sund mad, bagte grahamsbrød, lavede råkostsalat,
vi fik til måltidet, der stod parat, når vi kom hjem fra skole.
Mor læste Hindhede, Johanne Christiansen og andre af tidens
profeter.
Selv tog hun kolde afvaskninger om morgenen, og prøvede på alle måder
at leve sundt. Hun gik nogle år til gymnastik, hvad gifte kvinder ellers
ikke gjorde.
Men det huslige var næppe Mors oprindelig største interesse, hun havde
mange andre, som der dårligt blev tid til, f.eks. læsning.
Mor medbragte adskillige bøger, da de blev gift, og undrede sig, da Far
kun ejede: "Terje Vigen" og "Komedie på Kronborg".
Tal
havde Mors interesse.
Hun førte hele livet igennem nøjagtigt regnskab for hver eneste Øre,
hun gav ud, og det skulle stemme hver dag, så Mor tilbragte hver aften
flere timer ved sit lille fine skrivebord, hvor hun også skrev mange
breve med sin meget sirlige, usædvanlig regelmæssige og smukke
skrift.
Mor skrev hurtigt, og da vi var rejst hjemmefra fik vi altid brev hver
uge, ofte med formaninger og gode råd.
I 1953 skrev Mor i et langt brev bl.a. at hun altid har hadet støv og
snavsede kroge og har troet, det kunne lade sig gøre at udføre sit
arbejde til 100 % kvalitet, og samtidig planlagt mere, end hun kunne
overkomme.
Mor ville udføre alle pligterne først, og var derfor for træt til
vigtigere opgaver. Hun gav ikke sig selv lov til at beskæftige sig med de
ting, hun havde lyst til, så længe der var andet der skulle gøres.
Mor erkendte, at hun havde været alt for pligtopfyldende og pertentlig,
haft alt for travlt, og følt utilfredshed med, at det ikke lykkedes hende
at nå det hele.
Det munder ud i spørgsmålet, om jeg ikke også kender noget af alt dette
- og indrømmelsen "det er vanskeligt at forandre sig selv".
Der
var pinlig orden og renlighed overalt i vort hjem. Selv kælderen var
altid fin og ren, og med malede gulve.
Flere gange om ugen gik Mor ned i byen for at gøre indkøb hos slagter, købmand,
grønthandler, fiskehandler, ostehandler eller andre, hvor vi var faste og
gode kunder.
Mor ville ved selvsyn sikre sig, at varerne var af bedste kvalitet, og Mor
holdt vist egentlig af disse raske indkøbsture, og Mor blev godt kendt
med de handlende.
Især købmand N.P. Schmidt og fru Schmidt i Vestergade blev gode og
livsvarige venner af familien. Bydrengene bragte så varerne hjem.
Det
var en stor glæde for Mor at få svigersønner fra 1945 til 1953, og Mor
satte stor pris på dem alle fem, rådførte sig gerne med dem, og førte
lange samtaler med dem.
Når de kom på besøg, kræsede Mor gerne op for dem - måske syntes hun,
at deres koner viste dem for lidt "ærbødighed".
Det
første år efter Fars død havde Mor flere maveblødninger, men rettede
sig og fik en god og aktiv enkeperiode, hvor hun bl.a. læste meget og
rejste rundt og besøgte sine børn, var afslappet og mild og glædede sig
over børnebørnene.
Hun købte sommerhus på Mols i 1961 og nød det meget.
I 1970 blev Mor syg, og kom på plejehjem i Hornslet, hvor hun tilbragte 7
1/2 år og hvor hun døde stille i januar 1978, i sit 92. år.
|
| |
Højre side
|